Fortsæt til hovedindholdet

Kathrine Leonhard Graversen Gents

Præst, Norddjurs Provsti, Norddjurs Midt Pastorat, klgr@km.dk

Jeg blev opfordret af min tidligere provst til at deltage i netværket sammen med min kollega Sigrid Marcussen, fordi vi begge underviser konfirmander tilknyttet kommunens specialskole og folkeskolens specialklasse. Gennem netværket håber jeg at hente støtte og inspiration til mit videre arbejde.

Jeg synes det er vigtigt, at folkekirken også er til stede med tilbud og samtale til dem, som skal mødes med andre hensyn. Vi må ikke glemme at også de er en del af menigheden og at enhver trods udfordringer eller evner har ret til et trosliv. Folkekirken skal i øjenhøjde kunne møde sit medlem i glæde og sorg samt i samtaler til støtte og opbyggelse.

  

Jeg synes, det er vigtigt, at dem jeg møder uanset, om de har særlige behov eller ej oplever, at Folkekirken er nærværende og er der for deres skyld. Jeg bliver motiveret i mødet med mennesket. Jeg ser, det er værdifuldt for den, som har brug for hensyn og forståelse samt deres familier. Jeg har mødt flere familier, der har accepteret, at der er mange ting i livet som deres barn ikke vil opleve eller opnå på lige fod med andre børn. At kirken tilbyder konfirmationsforberedelse og konfirmation målrettet barnets behov, udvisker de forskelle som familien ofte oplever i dagligdagen mellem deres barn og andre børn. Det gør både barnet og familien glade og taknemmelige, at kirken tænker deres livssituation med hensyn ind i kirkens tilbud. Og det gør arbejdet meningsfuldt.

 

Jeg arbejder primært med konfirmander og forbereder dem på deres konfirmation.

Jeg drømmer om et stærkere tilbud med fokus på området. Specialområdet skal tages lige så alvorligt som kassen ”normal området” for når alt kommer til alt, er vi Folkekirke for alle vores medlemmer. Dermed skal der også sættes flere ressourcer af, da vores konfirmander med eller uden hensyn både nu såvel som i fremtiden er i vores menighed. Alle udgør vi sammen Kristi legeme.