Fortsæt til hovedindholdet

Om Aarhus Stift


 

Den danske Folkekirke er opdelt i 10 stifter: Aalborg Stift, Viborg Stift, Aarhus Stift, Ribe Stift, Haderslev Stift, Fyens Stift, Helsingør Stift, Roskilde Stift, Københavns Stifts og Lolland- Falster Stift. Herudover er der et stift på Grønland og et på Færøerne. 

Aarhus Stift strækker sig fra Horsens i syd til Silkeborg i vest og Hobro i nord. Se kortet nedenfor. 

 

Kontakt medarbejderne ved Aarhus Stiftsadministration

 

Kontakt provstierne i Aarhus Stift

 

Stiftskort delt ind i stiftets 10 provstier

Aarhus Stift med provstier og sogne - kortet kan forstørres ved at klikke på billedet.


Provstierne

Aarhus Stift er inddelt i 14 provstier. I hvert provsti er en sognepræst valgt til provst. Provsten er den nærmeste tilsynsførende med de øvrige præster i provstiet. Provsten fører desuden et vist tilsyn med kirkerne i provstiet. Domprovsten, provsten ved Domkirken, er desuden stedfortræder for biskoppen.

Ved hvert provsti er der valgt et provstiudvalg, som består af mellem fire og seks lægfolk og provsten. Provstiudvalget skal godkende og koordinere de enkelte menighedsråds budgetter. Provstiudvalget er også godkendende instans i forhold til menighedsrådene på en række økonomiske, administrative og bygningsmæssige områder. De læge medlemmer af provstiudvalgene vælges for fire år ad gangen af menighedsrådsmedlemmerne i provstiet.

Sognene

Provstierne er alle inddelt i et antal sogne. Sognene er folkekirkens grundlæggende enheder. Som regel er der til hvert sogn knyttet én kirke, mens visse sogne råder over flere kirker. Alle indbyggere i et sogn, som er medlemmer af folkekirken, har ret til kirkelig betjening i form af f.eks. kirkelige handlinger og sjælesorg fra sognets præster.

Hvert sogn har et menighedsråd, hvis opgave er at styre kirkelige, administrative og ledelsesmæssige opgaver: Administration og vedligeholdelse af kirkebygninger, præsteboliger, mødelokaler, kontorer og kirkegårde. Menighedsrådet er også arbejdsgiver for personalet, som er ansat ved kirken, såsom kordegn, kirketjener, organist og kor samt medarbejdere på kirkegården. Derudover medvirker menighedsrådet ved ansættelse af præster.

Aarhus Stift omfatter 323 sogne, og der er ansat cirka 330 præster, hvoraf nogle har særlige funktioner som fængselspræst, studenterpræst mm. 

Læs mere om kirker, sogne og provstier

Hvis du er i tvivl om hvilket provsti din kirke eller dit sogn tilhører, eller ønsker du at finde flere oplysninger om din kirke eller sogn kan du besøge kirkeministeriets portaler sogn.dk  eller provsti.dk og derefter søge en kirke, et sogn eller et provsti frem i søgefeltet.