Fortsæt til hovedindholdet

Valgbestyrelsen 

Bispevalget ledes af en valgbestyrelse, udpeget af repræsentanter fra provstierne. 

 

Torsdag den 13. november trådte repræsentanter for de 14 provstier i Aarhus Stift sammen og valgte tre medlemmer til den valgbestyrelse, der skal lede valget af ny biskop over Aarhus Stift.

Valgbestyrelsen er øverste ansvarlig for valget og skal blandt andet gennemgå og godkende kandidatlister, herunder stiller-erklæringer. 

Stiftsadministrationen fungerer som sekretariat for valgbestyrelsen.

Find referater fra møder i valgbestyrelsen her. 

 

Medlemmer af valgbestyrelsen 

Ole Juel

Ole Juel er fra Aarhus Domprovsti. Han er også næstformand, kasserer og formand for valgbestyrelsen i Aarhus Domsogns Menighedsråd. Han er tillige medlem af Aarhus Stiftsråd, hvor han er formand. Ole er formand for valgbestyrelsen for bispevalget i Aarhus Stift. 

"Det er helt centralt, at valget til ny biskop kommer til at foregå efter reglerne, og at alle får mulighed for at stemme. Det vil jeg gerne medvirke til, så alle kan være trygge ved valget - uanset hvem den nye biskop bliver."

 

Lars Broni 

Lars Broni er fra Aarhus Vestre Provsti, hvor han er både kirkegænger og frivillig - blandt andet som indsamlingsleder for Folkekirkens Nødshjælp i Brabrand og Sdr. Årslev Sogne.   

"I en valgproces vil der ofte opstå uforudsete spørgsmål, som kræver konkret stillingtagen. Det er valgbestyrelsens opgave at finde svar. Vi skal sørge for, at der efter valget ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, om valget er foregået demokratisk og efter reglerne."

John Karup 

John Karup er fra Skanderborg Provsti og har været med i Skovby Menighedsråd i 25 år - tidligere som kasserer og nu som formand.

"Jeg har siddet i valgudvalget i både sogn og provsti i mange år - og synes det lød spændende at bruge mine erfaringer i valgbestyrelsen for bispevalget. Det er vigtigt, at vi som lægpersoner er med til at sikre en ordentlig og redelig valghandling, der ikke kan stilles spørgsmål ved efterfølgende."

 

Valgbestyrelsens opgaver 

  • Valg af formand for valgbestyrelsen
     
  • Deltagelse i valgbestyrelsesmøder
     
  • Stillingtagen til eventuelle forespørgsler om ret til at afgive stemme ved bispevalget
     
  • Udarbejdelse/godkendelse af tidsplan for bispevalgets afvikling
     
  • Godkendelse af breve vedrørende repræsentanter for valgmenigheder
     
  • Godkendelse af breve vedrørende berigtigelser af valglisten
     
  • Stillingtagen til bekendtgørelse af bispevalget
     
  • Udarbejdelse/godkendelse af breve/pressemeddelelse vedrørende bekendtgørelse af valg
     
  • Udarbejdelse af valgliste
     
  • Gennemgang og stillingtagen til kandidatlister, herunder til stiller-erklæringer
     
  • Udarbejdelse/godkendelse af afstemningsmateriale (valgkort)
     
  • Udarbejdelse/godkendelse af breve vedrørende indkomne kandidatlister og dermed valgets udskrivning/afsendelse af valgkort
     
  • Stillingtagen til indsigelser, klager
     
  • Stillingtagen til om stemmer er ugyldige
     
  • Udarbejdelse/godkendelse af breve vedrørende udfaldet af afstemning(er)