Prædiken ved Allehelgens søndag

Salmer: 732 Dybt hælder, 305 Kom, Gud Helligånd, 571 Den store hvide, 31 Til himlene, 549 Vi takker dig. Nadver: 28 De dybeste lag, 

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig for at tale til dem, står der. Men hvem var de skarer? Hvem bestod den folkemængde af, der ifølge evangelisten var kommet langvejs fra for at høre ham tale gode ord om Guds rige og for at få deres syge gjort raske? De var alle mulige, må svaret være. Alle mulige og ikke rigtigt nogen. En grå masse af mennesker, der manglede, og som lignede så mange andre af historiens grå og anonyme masser. Mennesker der levede under lunefulde herskere. De fattige i byernes slum. De flygtende i krigszonerne. De anonyme. De ukendte. De oversete. De ringeagtede. De umyndige. De fattige. De sørgende. De bekymrede. De sultende. De lidende. De bange. De marginaliserede. Alle længtes efter, hvad de ikke havde:  helbred, trøst, håb

Vi der har, vi betydningsfulde forbrugere, vælgere, borgere med magt og myndighed der helst omgås dem, der ligner os selv, vi der færdes restløst på de sociale medier, hvor vi ses og høres og er nogen, og synes vi fylder hele verden, vi kan stadigvæk fange fjerne glimt af de her skarer, mængderne af mennesker, der ikke har, som søger og sørger og ikke regnes. De dukker af og til op rundt omkring på mediernes sendeflader. For de er stadigvæk derude i periferien, i så rigeligt tal, alle dem vi aldrig hører om eller måske ikke er specielt interesserede i at høre om.

Men til alle dem, de grå masser, på tværs af tid og sted, taler Jesus her i sin prædiken fra bjerget. Han kalder dem salige. Han siger, at de hører til hos Gud. Om de sørger, savner, lider, undertrykkes eller holdes ude.  Fra det laveste løfter han dem mod det højeste. Det er ret beset vildt og uhørt, og det er grundlaget for en dirrende uro i vores verdensorden, at alle dem vi holder for intet, for Gud er alt. At dem vi ikke ser, eller ser hen over, er set af Gud.  De lyser på bjerget. Vi får ikke længere lov til bare at holde dem henne i mørket, glemslen og ringeagten uden samtidigt at høre, at de også er Guds børn. Det føder, og bør føde, en uro i os, når vi går forbi dem, og når vi glemmer dem eller ser hen over dem.

Og når vi hører de ord her i dag, Allehelgens søndag, så er det fordi, vi netop skal vide, at Gud husker, hvor vi glemmer, og at Han holder fast, hvor vi slipper. At Han ser dem, vi ser forbi eller hen over. Og det er en vældig trøst. Dem, der døde fra os, er for os, der husker dem, ikke en del af den uendeligt store grå skare, alle dem der ikke rigtigt længere er nogen, men det bliver de jo før eller siden. Vi glider alle ind i glemslens tusmørke. Om vi så døde den gode død omgivet af vores kære. Om vi så døde den pludselige død, den usete død, den voldsomme død, så forsvinder vi en dag, glemmes og bliver til ingenting. Et par generationer eller tre tager det vel.

Som jeg hørte en sige det forleden, med sådan en lidt træt og opgivende røst: Vi lever, og vi lærer. Og så dør vi, og så glemmer vi det hele. Det er i kortform den her hårde lære, der af og til rammer os med skræmmende klarhed, alle vi privilegerede, unikke individer: at vi slukkes for en dag; at alt der betyder noget for os nu og her: det i et langt liv opsparede, erfaringer, indsigter, oplevelser, glæder, lykkestunder, møder, forhold til andre, at det forsvinder, bliver til ingenting. Sommerdage med børnebørn, gåture med hinanden i hånden, fester, rejser, store dramaer, stille glæder, hverdagenes trøsterige rummel. Borte tager det. Borte tager dem

Men igen:  Gud er ikke glemslens Gud. Han er opstandelsens Gud. Han døde selv den ensomme død. Ham, folkeskarerne kom langvejs fra for at lytte til, blev tvunget ind i dødens anonymitet. De slukkede for ham på den mest brutale måde. Herefter skulle tavsheden råde. Og de grå fortrykte skarer han talte trøst til, kunne sammen med ham, genindtage deres plads som alle og enhver og ingen som helst. De kunne forsvinde i historiens store kværn, mens herskerne kunne bygge statuer, paladser og balsale til sig selv, så de kunne blive husket og tilbedt.

Men hold fast i det! Da Jesus døde på korset, steg Gud ned, helt ned, i menneskelivets, helt ned i tilværelsens dybder, hvor døden og glemslen hersker. Helt derned i det store intet kom han. Og han stod op derfra igen. Den kærlighed han lod stråle som solen over de syge og de afmægtige var stærkere end alverdens vold og dybe grave og tunge sten. Så hans ord til folkemængden på bjerget og til os i dag står ved magt: ”Salige er de fattige i ånden”, ”Salige er de som sørger”, ”Salige er de sagtmodige”. “…for I hører til hos Gud”. Det er ikke en død mands ord. Det er den opstandnes ord. Det er den sejrende kærligheds tale, der byder glemslen trods.

I har nok hørt det; lige her bagved vores domkirke, henne i eller under Sct. Olufgade har arkæologerne fundet over 50 velbevarede skeletter fra den gamle kirkegård. Flere af dem over 900 år gamle. Dvs.lige så gamle eller ældre end kirken her. Hvem var de, skeletternes ophavsmænd- og kvinder? Alle dem der lå der og åd muld, mens tiden gik, og vi slentrede i de smalle gader, hyggede på cafeerne og levede vores liv. Hvad troede de og tænkte de? Vi ved det knapt nok. Men vi ved, at de var som os. I det store billede: alle og enhver og ingen som helst. De var en del af historiens store grå masse. Skarerne!

Og så alligevel! De stedt til hvile herude under opstandelsens kors. Korsets tegn blev givetvis tegnet for deres ansigt og deres bryst den dag de blev døbt. Så al den historie og fortid til trods, så kan vi stadigvæk tale om dem i nutid og sige, at de hører Gud til. De har hjemme hos ham. Vi har glemt dem, som vi selv bliver glemt af dem efter os. Men Han husker for os alle.

Så selvom vores kirke her har ligget hvor den har ligget i århundreder, mens byen voksede omkring  den. Selvom murene og kældrene er fyldt med længst hensovne Aarhusborgere. Selv om der jævnligt står en ny kiste herinde, hvor et elsket og dybt savnet menneske ligger. Så hører vi til stadighed herinde om Guds kærlighed i Kristus. En kærlighed som trodser alle grænser. Også tidens.

Derfor hører vi om den i nutid: Salige ER I. Og så går vi ud i livet vi lever nu i 2025, med hvad dertil hører af glæder og bekymringer og sorger og savn. Vi går ud med ord i ørene, som vi kan fæstne lid og have tillid til. Måtte de gøre den store glemsel, der altid forestår, lettere at bære. Måtte de kaste et velsignet forstyrrende lys ind i vintermørket, der altid, et eller andet sted, ligger på lur. Måtte de dagligt bringe os trøst og opstandelse i resten af vores tilmålte dage. For Gud forbliver vi nogen. Vi glemmer, vi slipper; men Gud holder ved.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Herre. Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Nogle af os med tungt hjerte

og store savn. Nogle med en sorg tiden har lært os at leve med. Vi har alle én, vi savner.

Tak fordi du lader solen skinne ind i graven. Tak for håbet om en fremtid i dit rige.

Nu beder vi dig, at du vil lade dét håb hjælpe os gennem dage, hvor vi har svært ved at bære vores længsel og hjemløse kærlighed.

Vær hos os, når vi græder i tomme stuer, og når vi ikke længere har mere at græde af. Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos Gud.

Vi husker dem endnu. En dag er de glemt.

Men du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd.

Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse.

Velsign og bevar vor Konge, Frederik d.X. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær der med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen