Prædiken, 15. søndag efter Trinitatis

Salmer: 754 Se, nu stiger solen, 674 Sov sødt, 30 Op alle, 41 Lille Guds barn, 730 Vi pløjed og vi såede. Nadver: 46 Sorrig og glæde

Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen”, siger Jesus. Det kan han sagtens sige, kunne vi sagtens finde på at sige. Alle vi mere eller mindre konstant bekymrede. Alle os med det tætsluttende bekymringspanser og alle vores forestillinger om, hvad der kan ske, og som sikkert sker. Alle os, der på så mange forskellige måder og vekslende intensitet frygter for dagen i morgen. Alle os der sætter tid af til fra sådan cirka kl. 4-5 stykker i det tidlige gry til lige at få frisket op, hvad der med garanti ligger og venter henne om hjørnet af problemer og konflikter og udfordringer for mig selv og mine. Og har vi ikke nok i vores personlige bekymringer, så opfører verden sig i øjeblikket på en måde, som med hjælp fra de allestedsnærværende medier løfter vores bekymringer op på et nærmest globalt niveau med ildevarslende prognoser om krig, klima og politiske omvæltninger. Dronesværme af bekymringer.
 

I min familie fortælles det om en fjern faster Marie fra Øster Tørslev. Faster Marie havde det med at falde hen i spekulationer og grublerier. Adspurgt om, hvad hun mon sad og tænkte på, svarede hun hver gang: “A tænker på, huen det skal gå alt sammen! ”

For det er jo nærmest en grundlæggende måde at være menneske på. Vi tænker uafladeligt på, huen det dog skal gå alt sammen. Vi bekymrer os for, hvad vi nu kan finde på at bekymre os for. Stort som småt. Reelt som indbildt. Vores bekymringers sum er nærmest konstant. Og det er den, fordi det ligger dybt i os, at vi gerne vil have styr på det ustyrlige. Vi vil rydde op i den rodede virkelighed. Den virkelighed der altid går sine egne veje, og som tager mange sving og opfører sig på uforudsigelige måder, men som vi derfor så inderligt gerne vil kunne hegne inde i forudsigelighedernes lille afgrænsede reservat. Dér hvor intet ondt kan komme til os, og alle dem vi holder af.

Men det lader sig jo ikke gøre - altså skabe og opretholde den bekymringsløse tilstand. Som sagt: ting sker, verden sker. Også på måder vi ikke bryder os om, og som vi ikke kan forhindre den i at gøre. Det er et faktum, vi forsøger at dulme og på små måder acceptere, leve med og indrette os efter, når vi siger til os selv og hinanden, at ting jo ordner sig, og at vi skal trykke på pyt-knappen, og at ingen dør af det. Hvis vi da ikke går i enrum og drømmer søde drømme om et bæredygtigt liv i et lille hus på landet under en blå, blå himmel med fuld pension og uden en eneste grå bekymrings sky på himlen. Eller vi vælger vejen med sprut og piller, og hvad der nu ellers byder sig til for at holde afstand til alt det vi det meste af tiden synes truer. Truer lige derhenne, rundt om hjørnet.

Men Jesus siger, som vi hører det i dagens tekst: “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen”. Han modsiger eller korrigerer os, som han altid gør, når vi bilder os ind, at vi kan lægge alting til rette, som vi vil og indrette verden og styre den på vores måde. For eksempel når vi, som vi hører det i dagens tekst, lader mammon regere og forsøger at styre det ustyrlige med penge og position, rigdom og rå magt. Midler og metoder der nok ligger langt fra faster Maries spekulationer og vores egne vågne nætter eller flugtforsøg, men som springer fra samme kilde: Nemlig en grundlæggende men også forgæves og ulykkelig trang til at få magt over tingene og at få den uforudsigelige verden gjort forudsigelig, styre den og få den lagt til rette og bragt på plads og i orden efter vores egne hoveder.

Jesus gør, ganske som han plejer, i ord og i handling: han løber storm på vores indskrænkede jeg-perspektiv ved at sætte et nyt og større, nemlig Guds perspektiv. For Gud, som Jesus fortalte om ham, er skaberen som vil sin verden. Han har kaldt den frem i kærlighed, og Han opretholder den i kærlighed. Det kan måske være svært at få øje på det perspektiv, som tingene er lige nu, hvor vi som sagt og på daglig basis får masser af næring til og grobund for alverdens bekymringer. I det store såvel som i det små.
 

Men det kunne være endnu mere svært at øjne Guds godhed og aflægge sig bekymringsrustningen for den flok af både syge og sultne og fattige mennesker, Jesus taler til i dagens tekst, og som har samlet sig om bjerget han taler fra. De kæmpede for at opretholde tilværelsen. De anede ikke om der var et måltid i aften og en dag i morgen. Deres bekymringer var af den håndfaste slags, hvor vores som sagt ofte mere handler om de forestillinger vi gør os. Altså de bange anelser for ting, der måtte komme, der konstant lægger fingrene i et kvælergreb om halsen på os alle vores privilegier, al vores velfærd, til trods.

Men løft blikket, siger Jesus til dem dengang og os i dag. “Se himlens fugle”, “Læg mærke til markens liljer”. Og så peger han ud på den verden, vi har fået og hele tiden får. Han peger ud på alt det gode, der bare er, og som vi ikke byder og bestemmer over, men som kommer til os. Han kunne også pege på dagen i dag, vi igen har fået at leve i. Eller på morgenen hvor lyset hver gang vender tilbage. Eller på livet sammen med dem du elsker og holder af. Alle de små og store tegn på skaberens godhed. Al den ødselhed og rigdom! Alle de gode gaver der kommer oven ned.

Der er altid andet og mere at sige om verdens tilstand, end hvad vores bekymringer siger os. Så løft blikket. Se ud over dig selv. Se, hvad du har fået og får. Vend dig bort fra dit eget og se til Guds rige, hans gode orden, som han i sin søn grundfæstede med tro, håb og kærlighed. Et rige, hvor døden ikke længere kaster skygger. Et rige som rører på sig, hvor og når, et menneske bøjer sig mod et andet for af trøste, lindre og hjælpe på fode. Derfor siger Jesus: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”.

I dag har vi døbt tre små drenge: Karl Emil, Axel og Oskar. Tre små gaver som kom til jer oven ned. Bekymringer var der sikkert nok af undervejs, men nu ligger de der hos jer. Al den ødselhed og rigdom.

Bekymringer kommer også til dem, så sandt som de er mennesker. Men her i dåben fik de løftet om at Gud er med dem, og at de har fået del i hans gode rige. Det kan de have tillid til i livet, de skal leve. Det er en grund at stå på, noget de kan løfte blikket og se hen til. Et andet perspektiv, en uendeligt større virkelighed end det vi går og bilder os ind i vores nærsynede bekymringstilstand, vores ulykkelige trang til at få styr på en verden, der vil stikke af fra os.

Tillid skal der til. Tillid til at Gud er god, og at han, som han viser det i dåben, er med mig alle dage indtil verdens ende, og at jeg trygt kan sige: ”Din vilje ske!”. Derfor fik Karl Emil, Axel og Oskar også fadervor med sig i dåbsgave. Vi bad det sammen med dem. Det er bønnen, som Jesus lærte alle de af gode grunde bekymrede, der lyttede til ham dér på bjerget, og som han har lært os, at vi altid kan komme til Gud med.

Med vores fadervor henvender vi os tillidsfuldt til Gud og bede ham tage over, når vi igen-igen løber sur og farer vild i vores egne spekulationer og bekymringer for både det ene og det andet. I fadervor kan hvile i alt det vi har fået og får uden at skulle tænke på dagen i morgen. Vi bliver mindre, men Gud og det og dem han har givet os, bliver større.

Så lær jeres børn at bede deres fadervor, bønnen de tillidsfuldt kan læne sig op ad, at Gud er god og rig og så rejse let og gribe dagen og leve den, som den kommer. Ikke mindst når de engang, som vi nu, ligger der kl.4-5 stykker og tænker på huen det dog skal gå alt sammen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os om at se hen til himlens fugle og markens blomster og ikke bekymre os for dagen i morgen. Lær  os, vores træge og tunge hjerter til trods, at gøre netop det.

 Vi beder for vort land og vort folk. Bevar Danmark frit og åbent og bevar dets fred. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Vær med regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lider under verdens krige og konflikter, de flygtende, de forladte og alle, der forfølges og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymringer. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.