Prædiken ved stiftspræstestævnet 2025

Salmer: 3 Lovsynger Herren, 29 Spænd over os, 289 Nu bede vi, 752 Morgenstund

Lad mig indledningsvist citere: Et hit fra 1990. Af gruppen Love Shop. I husker det nok. Også selvom I ikke var født, eller der ikke var playlister på mobiltelefonen dengang. Omkvædet lyder: “Du længes i mørket / Mod dage med håb og lys/ Du kan ikke sove / En nat bli'r det sommer / En fjern og fin musik/ Gi'r dig alt du aldrig fik.

Og der får mig til at tænke på Nikodemus, den jødisk skriftkloge, der i Jesu forkyndelse havde hørt noget - det er min udlægning - noget, der fik ham til at længes mod dage med håb og lys, og som gjorde, at han ikke kunne sove, og at han flåede dynen af sig og opsøgte Jesus, midt om natten for at spørge og spørge og blive klogere på den nye verden, han følte puslede ved døren. En fjern og fin musik, som ville give ham alt det, han aldrig fik.

Og Nikodemus spurgte og spurgte. Ikke som den der allerede ved bedre, men som den, der så gerne vil vide bedre, men som ikke rigtigt formår det. For han kom jo, Nikodemus, og spurgte ud fra sin firkantede verden, en ordnet lovens verden, hvor der er ting du skal gøre, og ting du ikke skal gøre, og hvor Gud belønner din trofasthed, og hvor der er et velgørende klart skel mellem dem, der er inde og dem, der er ude. Han havde i sin særdeles jordisk genkendelige verden så svært ved at forstå den himmelske: det nye og altforandrende blæsevejr, hvor det, der bevæger og forklarer alene er Guds uforbeholdne kærlighed til sit menneske. Du skal fødes på ny for at forstå, sagde Jesus. Hva?, sagde Nikodemus.

At blive født på ny. Det indgår jo i vores dåbsritual, når præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger: “Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden”. Den genfødsel ved ånden, som Nikodemus fattede bjælde af, bliver vi givet i dåben. Heldigt for os, som også kan have svært nok ved at forstå. Man kan sige, at dåben hjælper os i vores uforstand, fordi vi får, hvad vi ikke fatter. I dåben er de største ting i spil.

Længslen i mørket, den fjerne og fine musik, som holdt lovkyndige Nikodemus vågen,  bliver nærværende og virkelig, når Gud rækker ud og tager barnet, tager os, til sig. Det anelsesfyldte bliver konkret i dåbens ord og ydre tegn. Ikke som det urokkelige kontraktlige noget-for-noget fundament, som Nikodemus instinktivt søgte efter, ikke som et nyt grundlag for spekulationer, forståelse og indsigt, som vi har det med instinktivt at famle efter, men som det Guds løfte i Jesus Kristus, vi må taget til os og bare stole og leve vores liv på.

Det er hvad vi kan stille op, når og hvis vi ligger vågne i mørket: tilliden til at Gud holder, hvad han lover, og at han i Jesus har lovet os. Og deraf udspringer håbet, at han bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid, og at en nat blir det sommer. Og deraf udspringer også kærligheden, at han har sat dig i bevægelse henimod dit medmenneske og din omverden for at gøre godt.

Tro, håb og kærlighed er da disse tre, som du har fået i din dåbs gave. Også dig, du uforbederlige Nikodemus-type, som nogle gange har svært ved at holde trit med de store ord, du hører, ja måske ligefrem tager i din mund. Du som så tit står i vejen med dig selv og dine forbehold og antagelser og urokkelige meninger og alt, hvad der ellers, i den forbindelse, kan komme til af vrede, bekymringer og modløshed og vågne nætter.

Overskriften for årets præstestævne er: ”Sæt foden ned”, og der spørges: ”Hvor skal vi træde, og kan vi finde fodfæste på usikker grund”. Godt og relevant spørgsmål. Men hør så lige igen, hvad Jesus siger: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”.

Det handler vel om på den måde at give sig hen til Åndens blæsevejr, at lade sig forvandle og bevæge og ikke at blive hængende, eller stå fast, i mavefornemmelser, sikre antagelser og skråsikre domme. Det er svært, men det er nu også den vej vi en gang for alle har bevæget os ud på. Ikke mindst vi lærere eller præster i Danmark. Vi får så meget givet, som vi aldrig fik af os selv, og det skal vi give videre. Hvilken opgave, hvilket privilegium, hvilket kald. At lade sig føre af blæsten. Nådens blæst. Man ved aldrig helt, hvor det ender. Men det ender godt. Det må vi stole på.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helliånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for din Hellige Ånd, der binder os samen og gør dit ord nyt og lader dig leve og virke i vores hjerter i din søn Jesus Kristus. Gør vores kolde kundskab varm og dæmp vredens vilde luer i verden omkring os og i din kirke. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, og hele kongens hus.Vær med  regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lige nu lider under verdens krige og konflikter, de sørgende, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres kamp.Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

---

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen