Prædiken ved indsættelse den 3. december 2025

Kære Line, kære menighed!

Indrømmet. Dagens læsning fra Esajas Bog hører første tekstrække til, og nu er vi altså fra og med første søndag i advent på anden tekstrække. En klassisk præstebrøler. Men jeg satser på, at biskoppen ikke besværer sig derover. Og så har jeg altså ikke kunnet stå for fristelsen til, som en slags indledning til din indsættelse som provst i Horsens provsti og som præst her i Sønderbro sogn, at læse teksten om ulven der skal bo sammen med lammet og koen og bjørnen, der bliver venner. Vi kan jo lige så godt ligge ordentligt fra land med nogle storslåede profetiske syner, en vision om - ikke så meget Horsens provsti – men om hvordan verden også kan være, eller hvad den er bestemt til at være.

Vi kan lige så godt, med Esajas, begynde med at åbne for den rigtigt store udsigt. Velgørende og nødvendigt i en tid, hvor rå realisme og grå pessimisme ellers tegner billedet, og medierne flyder over med trusler om krig og ufred. Men sandelig også fordi vi i vores præstegerning, og du særligt i din provstegerning, hele tiden - trods nok så mange jordnære anliggender hele tiden er bærere af det her store perspektiv. Det store perspektiv, storsynet, hvor kærlighed, tilgivelse, fred, glæde, retfærdighed er som en himmel der hvælver sig over vores slidte jord.

“Blomstre som en rosengård” skal vi synge om lidt som et ekko af Esajas, vel vidende at der nu, for dig, forestår dage, uger, måneder, år med budgetter og byggeplaner og arbejdsmiljøanliggender. Ikke fordi de to virkeligheder - Grundtvigs og Esajas storsyn og din travle hverdag i det folkekirkelige maskinrum - at de to virkeligheder skal stå og råbe ad hinanden. Nej, tvært imod fordi de hænger sammen. Gud sendte julenat sin søn til vores verden, til vores virkelighed, til vores brogede hverdag, for at lade sit lys skinne her blandt os så vi kan virke og leve under en højere himmel.

Derfor er du jo også præst, Line. Ikke kun leder og administrator. Du skal med jævne mellemrum træde op på prædikestolen her eller andetsteds i provstiet. Du skal i direkte og i overført forstand træde op i højderne og forholde os evangeliets storsyn.

Og når du så træder ned fra prædikestolen igen og holder møder med dit provstiudvalg og syner kirker og ses med dine præster og menighedsråd, og alt det din kalender meget hurtigt bliver fyldt med, så skal du bære det med dig, evangeliets storsyn. Du skal lade det gennemlyse selv den mest kedsommelige drift og skinne igennem selv de mest prosaiske samtaler og aftaler.

Ikke at du behøver indlede hver eneste af dagens mange møder med prædiken, bøn og salmevers. Men igen ved at fastholde storsynet, lade det være baggrund for det hele, og ved at lade det gennemtrænge og bevæge det alt sammen som grunden til, at vi overhovedet er her og er kirke sammen. Det er sådan set, hvad dit embede som præst og provst tilsiger.

Derfor skal du også, når dine menigheder og dine præster griber fat i dig og vil noget med dig - og det kan jeg godt betro dig, at de vil - så skal du på samme møde høre det, som at de kalder på dig for netop at udvirke prædikestolens perspektiv, storsynet, i stort som i småt. Som sagt også i budgetter og byggeplaner og arbejdsmiljøanliggender.

Jeg kan love dig for, at du får nok at se til Line. Men hold fast ved, at du i al din gerning netop er en storsyns-formidler, en perspektiv-fastholder, en rum-udvider. Det er derfor, at du bliver kaldt på. Og det er derfor du kan og skal bære på meget.

Men du er ikke alene om det. Er hun vel, præster, menighedsråd og provstiudvalg og provstekollegaer? Giv Line støtte, råd og opbakning. Ja, det ved jeg, at I vil.

“Panteren skal ligge sammen med kiddet”, siger Esajas. Jeg tror, det er Woody Allan, der tilføjer: “Og kiddet får ikke meget søvn den nat”. For nej vi lever og virker stadigvæk i den alt for bekendte verden og dens gråmelerede og anderledes virkelige virkelighed. Det turde være tydeligt nok. Men så meget desto mere har vi en opgave, et kald sammen. En vigtig opgave. Et vigtigt kald. Ja, den vigtigste opgave og det vigtigste kald. At forkynde trøst og godt nyt til en forfrossen jord.

Jeg ønsker jer alt det bedste og velsignelse til i jeres fremtidige fælles virke. Måtte rosen blomstre i Horsens provsti.

Kollats