Prædiken 2. søndag i advent 2025

Salmer: 74 Vær velkommen, 87 Det første lys, 84 Gør døren høj, 78 Blomstre som, 80 Tak og ære

Det er advent, kirkeåret ligger nyt foran os, og jeres gamle kirke har igen slået dørene op. Den ligner sig selv, men rummet har fået et make-over som man siger, og nu fremstår det som nyt. Næsten. Soden er væk. Farverne er klare.

I har fået jeres nye gamle kirke tilbage. O det er godt og trygt at kunne komme her hen igen. Det er i det hele taget godt og trygt at kunne komme i vores gamle kirker med tændte lys og salmer, der varsler julens snarlige komme. Trygt og godt! Især nu hvor så meget i verden omkring os forandres og brydes op, og så meget truer, at vi nogle gange har mest lyst til at lægge avisen fra os eller slukke for nyhederne. Vi kan i de tider, vi lige nu gennemlever, længes efter det, der står fast. Som jeres gamle kirke gør det, og som den har gjort igennem utallige generationer.

Men nu er det jo advent, anden søndag i advent, og advent handler alt andet lige om noget nyt, der kommer. Vi tænder et nyt lys i kransen som en nedtælling til noget nyt, der kommer. Noget nyt der betyder opbrud, og derfor ikke nødvendigvis rimer med det gode, det gamle, det kendte.

Vi har hørt, hvordan Jesus red ind i Jerusalem som de gamle konger, men det, han kom med, var noget helt andet. Vi har hørt, hvordan han gik ind i synagogen og udlagde de gamle tekster på en ny måde. Jesus gjorde alting nyt, og adventstiden handler om, at vi hele tiden skal berede os på det nye, der kom og kommer med ham. Det, der skete julenat, satte en helt ny dagsorden for vores menneskeliv. Det skal vi billedligt talt indstille vores antenner på fremfor bare at blive stikkende i det gode gamle, som vi nogle gange måske har allermest lyst til at gøre, når verden forandrer sig omkring os.

Men jo da, julen og dens budskab forbinder vi nu engang, med fredfyldt tradition og barndom og gamle dage og at gå til kirke, mens sneen daler og synge om engle og fred til mennesker. Der er så mange billeder eller erindringer, vi hver især bærer med os, når kalenderlyset og lysene i kransen tændes.  Men det ændrer ikke ved, at advent er forberedelsestid, at advent er ventetid, nedtællings-tid, lige-op-over-tid, hvor vi, billedligt talt, endnu sidder i mørket og ser morgenrøden tegne sig mod øst og med længsel venter på ham, der skal komme og gøre alting nyt, sætte en ny dagsorden. Himmelsk parathed, kan man kalde det. Herrens komme er nær”, står der i Jakobsbrevet. Sidste søndag var det Paulus: ”Natten er fremrykket, dagen er nær”. Tag lysets rustning på. 

Og det er i det lys vi skal forstå teksten til i dag om de ti brudepiger. Vi skal være som dem: vågne, årvågne, parate, velforberedte og kloge og forudseende. Vi skal have olie på lampen. Og det skal vi, siger Jesus i dagens tekst, fordi det er lige op over. Brudgommen - og det er ham selv - kommer. Han er, om jeg så må sige, lige på trapperne.

Igen: Julehyggen og julefreden og alt det vi ellers forbinder den her tid i kirkeåret med, kan være lidt svær at få øje på i dagens tekst. Ikke mindst når det kommer til det med de fem stakkels brudepiger, der i festens tummel glemmer at komme olie på lampen. Jamen, det kan jo ske, kan det ikke? Og det skal de oven købet kaldes tåbelige for og lukkes ude fra festen.

Og så brudepigerne, der kaldes for kloge og forstandige, fordi de har rigeligt olie på lampen og lidt ligner de der småirriterende typer, der altid har orden i tingene og altid er oppe på mærkerne og viser rettidig omhu, og som sikkert vil gøre det rigtig godt i Mærsk-koncernen, og som ovenikøbet – og det er næsten det værste - ikke vil låne en smule af deres olie-overskud til deres glemsomme og mindre tjekkede medsøstre. Næ nej. Det kunne I da bare have tænkt på fra begyndelsen.

Men det må jo så altså være den noget ubarmhjertige pointe, her anden søndag i advent, i denne ellers så søde juletid: Lad være med at drysse rundt og hyggenygge og tage det stille og roligt. Vær forberedt. Afgørelsen nærmer sig. Se morgenrøden tegner sig mod øst. Tag lysets rustning på. Himmelsk parathed, tak.

Men: hvem er det så, der kommer der ude i horisonten, og som vi årvågent skal vente? Hvem er det så der kommer buldrende til dom? Hvem er den brudgom, hvis komme skiller får fra bukke, kloge fra tåbelige? Ja, i første omgang, skal vi huske, da er det jo ham, der valgte en noget anden entré end den de gammeltestamentlige profeter måske havde forestillet sig. For ikke at tale om de retfærdighedstørstende lovdyrkere, som Jesus fortæller sin lignelse til.

Han kom ikke først og fremmest buldrende til dom. Han trådte ind i vores verden som et spædbarn, i en stald, i en krybe, i fjern en ravnekrog, hvor der kun var nogle frysende og frygtsomme hyrder, der ikke nødvendigvis sad på spring med oliefyldte lamper. Der var en tømmersvend og en ung kvinde og et spædbarn, som andre spædbørn, og en forhutlet hverdag, et kortvarigt lys i vintermørket. Der kun sad en fattig kone/vugged barnet i sit skød

Sådan lod Gud sit ansigt se. Sådan valgte han sin indgang i menneskelivet og sådan, som et menneske fortrolig med det brogede og blandede menneskeliv, vi lever, fulgte han vores slyngede og snoede veje. Sådan viste han os, at som han kom til os og var hos os, sådan skal vi komme til og være hos vores næste. Sådan lod han os forstå at tilgivelsen er hans væsen og hans bevægegrund. Tilgivelsen, altid tilgivelsen, før dommen.

Og det er med det billede af Gud, det billede Gud gav os i sin søn, i baghovedet, eller i hjertet, vi skal komme til lignelsen i dag, hvor Mattæus har ladet den strenge og skelsættende dommer og opdrager og dørvogter og uddeler af karakterer få lidt for meget plads. Det er barnet i krybben, og alt, hvad han betød, vi med advent forbereder os på. Så dommeren der kommer og dømmer engang, og som dømmer os hver dag, er den selvsamme som barnet i krybben. Det må vi håbe og tro og trøste os ved.

Og lige netop derfor skal vi have olie på lampen, være årvågne, opmærksomme, parate, himmelsk parate. Forstået på den måde, at når Gud, i sin søn, lod sit rige og sin vilje komme til syne i vores formørkede verden, så er det, vi skal lade os oplyse og forvandle af. Med andre ord: vi kan da ikke lade som ingenting og lade stå til og åndeligt talt skrue os godt ned i sofaen og sove med åben mund, mens fjernsynet står og kværner henne i hjørnet, og støvet falder på os.

Det vil sige: Det kan vi godt. Det kan vi sagtens. Det kan vi meget let. Bekymringer, selvoptagethed, vrede og trangen til at hævde os selv er netop det støv, det verdens støv, der falder så tæt og så tungt og som får os til at falde ind i os selv og blive døsige, ligeglade og tåbelige og nærsynede og glemsomme i forhold til, hvad der betyder noget, og hvad Gud har givet os.

At have olie på lampen har du, der imod, når du formår at børste det her støv af, løfte blikket og se længere end din egen næsetip, din tallerkenstore horisont og så leve vendt mod din næste og med glæde tage imod, de gode ting, dagen også bringer og nogle gange flyder over med.

Olie på lampen, himmelsk parathed, det er også at tro og håbe, at selvom mørket både indeni og udenfor mig, kan være tæt, så er der en morgenøde på himmelen og en solopgang i vente, og der i det lys har jeg hjemme, der hører jeg til.

Sådan venter vi. Sådan våger vi fortrøstningsfuldt med svingende oliereserver, indtil det lys, det store lys, engang sætter sig igennem og skal fylde det hele.

Og på den måde, når vi hører og tager imod det ord, det løfte, så er vores gamle kirke altid ny, så vil den altid stå stærkt og grundfæstet og tale alverdens ufred midt imod. Måtte jeres kirke, Vivild kirke, altid stå her og lyse af håb i ellers så mørke tider.

AMEN

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!  Tak for ordet i dag til os om ikke at falde i søvn og ind i os selv, men være vågne og vendte mod dig og hvad du kom til os med.

Tak for vores gamle kirke, hvor vi kan lytte til dit ord, døbe vores børn og holde måltid på dit ord. Velsign den og vores fællesskab i den.

 Velsign og bevar vor konge og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

 Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen