Prædiken, 19. søndag efter Trinitatis
Den 26. oktober 2025, kl. 17.00, Aarhus Domkirke
Salmer: Lovsynger Herren, 30 Op alle, 493 Gud Herren så, 731 Nu står der skum. Nadver: 492 Guds genfødte
De kom til ham med en lam, står der. Og som man så på det dengang, på det sted, så var der en grund til, at han var lam. Det handlede ikke bare om et uheld eller skæbnens blinde spil, men at ham, der lå der på båren, engang i sin fortid havde gjort noget, han ikke skulle gøre. Han havde syndet. Han havde brudt sin kontrakt med Gud, Og så skulle der naturligt nok betales tilbage. Pay back time, som det hedder. Noget for noget. Orden i tingene. Balance i regnskabet. Gademoral ophøjet til religion.
Lige netop derfor bliver de skriftkloge i dagens tekst knotne over at Jesus helbreder den lamme. Fordi han, som de ser det, blander sig i noget, der alene er en sag mellem Gud og den syge. Jesus bringer ubalance i tingene og uorden i det store regnskab. Oveni, som prikken over i´et, spotter han også Gud, fordi han siger, hvad kun Gud kan sige: Dine synder forlades dig.
For sådan noget, mener de skriftkloge religiøse autoriteter, kan Gud kun udvirke, hvis man har gjort sig fortjent til det og bragt balance i regnskabet. Man kan ikke, som den lamme her, få det at vide på sit glatte ansigt. Uden videre. Bare sådan lige.
Men at få og at give tilgivelse – uden videre, på ens glatte ansigt – det er en af Jesu specialiteter. Det er en kristen specialitet, som både før og siden har vakt forargelse. For kan enhver virkelig komme rendende med sin blakkede fortid, uden på nogen som helst måde at have gjort sig fortjent til det – og få tilgivelse? Kan man virkelig sådan bringe uorden i det store regneskab, ubalance i den evige kosmiske balanceakt mellem guddommeligt og menneskeligt?
Ja, når du tør tro det. Ligesom den lamme og hans fire hjælpere turde tro det, da de mosede sig gennem den store menneskemængde, klavrede op på et tag, lavede hul i det og firede den lamme ned, lige foran Jesus.
Alt tilsagde dem, deres fornuft tilsagde dem, deres religion tilsagde dem, at det var galt og forkert og helt ude i hegnet, men de turde tro det, de trodsede alle autoriteter, præster og bibler og hellige love og bud og al religiøs fornuft, fordi de så vildt og inderligt, med deres skrøbelige menneskelige hjerte, håbede og troede og havde tillid til, at dernede i huset, stod i et menneskes skikkelse, den levende Gud. Ham der magter at gøre det forvredne og forkrøblede liv godt og slette alle synder og lade os begynde på en ny. De turde tro det.
Og Jesus så det, og han tilgav med Guds fuldmagt. Jesus så dem som han så den kanaanæiske kvinde og den romerske høvedsmand og alle de andre, hvis skrøbelige menneskelige håb fik dem til at bryde alle religiøse konventioner og grænser og regnskaber og balancer og al god from skik og fik dem til at løbe storm mod Guds kærlighed, som de så den skinne igennem Jesus. Alt det som profeten Esajas havde drømt om: ”Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag”.
Man kan sige, at de fire og den lamme mand på båren ikke alene lavet et hul i taget. De fik hul igennem til Gud. Ja, med Jesus har vi fået et hul igennem til Gud. For i ham har vi ikke længere brug for andre autoriteter til at fortælle os, hvordan vi gør os fortjente til Guds kærlighed og tilgivelse. Vi har fået den, som den lamme fik den, på vores glatte ansigt og uden videre. Et opgør – et vildt opgør -med den gademoral, der ellers klæber til så megen religion.
Og en ting til: At blive tilgivet, som den lamme blev tilgivet, er at blive befriet fra noget, at blive løst fra noget, der ligger i din fortid. Noget, der nogle gange kan lamme dig. For dér havde de skriftkloge jo på en eller anden måde ret. Det er ofte fortiden, der binder og lammer. Nutidens elendighed bygger tit på fortidens synder. Medicinsk, for eksempel, når gammel stress siges at sætte sig som dårligt hjerte, depression eller ømme knæ. Eller – ikke mindst mentalt – når gammel vrede eller bitterhed lejrer sig, bliver til en permanent tilstand og skaber ulykkelige mennesker.
Hvem kan ikke tage sig selv i, når man vågner om morgenen, først at skulle folde sig ud af det ene efter det andet lag af gamle ærgrelser og bekymringer og irritationer, der trofast tropper op så snart, bevidstheden begynder at melde sig efter nattens søvn. Fortiden kommer rullende og kan kaste tunge skygger over den ellers så nye dag.
Og hvad med skænderier, som kan splitte familier og ægteskaber ad? Er det ikke lige netop fortiden, der igen og igen lægger sin klamme hånd på vores skulder, og gør at vi ikke kan se os ud af bitterhed, vrede og fornærmelser? Det er vel i det hele taget kendetegnet på de gamle familære eller ægteskabelige skænderier: Vi vader rundt på fast tiltrampede stier, vender og drejer gamle fortrædeligheder, ude af stand til at bryde ud af den evindelige selvkredsen, der bliver ved med at give næring til det gamle ulmende bål.
Historien og fortiden er god at lære af, god at have med, god at finde styrke i. Men historien og fortiden kan også være en kilde til bitterhed og had og krige. I det nære såvel som i det store perspektiv. I familien og venskabet såvel som i storpolitik. Er det ikke derfor, at uforsonligheden paradoksalt nok er så stærk, der hvor Jesus engang gik og sagde: ”Søn, dine synder tilgives dig”.
For tilgivelsen, det er dér, hvor du pludselig evner at gøre fortid til nutid og se bort fra det gamle skrammel, der ligger og roder rundt i erindringens kældre og sindets mugne udhuse. Det er ikke nogen let sag. Det ved vi. Men det er en befrielse, når det sker. Det ved vi i den grad også. Tilgivelse gør verden ny. Tilgivelse får – som vi hører om det i dagens tekst – lamme til at gå.
Gud har givet tilgivelsen magt i verden og vores liv. Gud har i Jesus vist os, at hans væsen er tilgivelse. Det som den lamme og hans fire venner satte alt ind på viste sig at være virkelighed. De fik, som sagt, hul igennem, og siden har vi kunne tro og håbe på, at hos Gud er tilgivelse, og at tilgivelsen, den store nådefulde nutid, til enhver tid vil udgrænse al hengemt fortid og alverdens religiøse forbehold og tilstræbt balance i regnskabet. For Gud får vi lov at begynde på ny, på vores glatte ansigt, når vi kommer til ham i tro og tillid.
Så når du nu igen påbegynder morgenrutinen og fortidens fejltrin og ærgrelser og bekymringer igen stiller sig fint i række ved sengen eller skal til at sætte tonen i de sædvanlige skænderier, så kan du jo med fordel memorere Paulus’ fyndige ord i dagens epistel: ”I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned” og ”I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede”.
Med andre ord: Kom op fra, kom ud fra, fortidens laster. Af sted med sig. Tag din båre og gå. Ud at leve dit liv med de andre, ud i den nye dag. Smyg de gamle bånd af dig. Vend dig bort fra det gamle mørke, kom ud i det nye lys, Guds tilgivelses lys. Der er sandelig nok at tage fat på.
At den lamme blev rask var et mirakel. Et sandt mirakel. De slags ser vi ikke mange af. Men alt andet lige er tilgivelsen, det at det gamle fortrædelige liv, gøres nyt og ubrugt, om du så er 92 og på gravens rand, dog det største mirakel af alle. Og det sker lige her. Dets muligheds dør står åbent for enhver af os. Hele tiden. Måtte vi dog se det – og leve derefter.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os om tilgivelsen, der gør alting nyt. Lær os turde tro på dens magt og mulighed, som du viste os den i din søn, Jesus Kristus.
Vi beder for vores land og vores folk. Bevar Danmark frit og åbent og bevar dets fred. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.
Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lider under verdens krige og konflikter, de flygtende, de forladte og alle, der forfølges og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had.
Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymringer. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.
Amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen