Prædiken pinsedag 2025

Domkirken: Salmer: 290 I al sin glans, 299 Ånd over ånder, 282 Apostlene sad, 292 Kærligheds og Sandheds Ånd, 308 Helligånd. Nadver: 285 Hør himmelsus…

Jesus tog afsked. Der var meget, der skulle siges, og som i kirkeåret bliver sagt i teksterne hen over søndagene mellem påske og pinse. Og så nu i dag, pinsedag, begynder det nye. Helligånden gør sin entré i Jesu fravær. Og det Jesus kom til os med dengang, gøres af den hellige ånd til gældende virkelighed. Nu og her. Her og nu. Han går bort, MEN i sin Ånd kommer han til os.

Derfor er vores kirke ikke bare en mindestue, et museum eller et mausoleum. Den er stedet og huset, hvor ordet om ham forkyndes hver søndag, så det går os til hjerte og bliver til trøst og håb og glæde i den hverdag, vi lever og virker i her i 2025. “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”, siger Jesus. Freden han kom med, er en varende fred.

Men her i dag i 2025 er der godt nok meget, der larmer omkring os. Vi lever ikke just i en fredens tid. Bevar mig vel. Jeg skal spare jer for den udenrigspolitiske oversigt over igangværende og truende krige og kriser, bekymringspunkter og dystre prognoser. Dem er I sikkert fyldt godt op med i forvejen.

Men verden derude har altså før larmet og været højst ufredelig. Cirka lige så længe som ordene om freden Gud bragte os i sin søn, har lydt herinde. Og rigtigt mange gange har ufreden udenfor givet ekko indendøre. Det bærer den her kirke - som så mange andre af landets kirker - sit helt eget vidnesbyrd om: epitafer, mausoleer og sarkofager over stridbare præster og mægtige mænd og kvinder. For fleres vedkommende ivrige deltagere i små og store magtkampe hvor store gårde, vældige formuer og kampen om kongers gunst har været faste ingredienser. De har skændtes og krigedes så det gav genlyd her under hvælvingerne, men fredens ord dog altid har lydt, og altid vil lyde, som en stor, fed modsigelse af vores evindeligt konfliktende tilbøjeligheder.

Og det går endnu længere tilbage. Et af vores kirkes tidligste og mest grundlæggende skrifter er Paulus brev til romerne. Det er skrevet omkring år 55. Altså før evangelierne blev skrevet, og det er skrevet til en menighed i konflikt. Med deres omgivelser og med hinanden. Paulus skrev, at de skulle se op og hen til Guds fred, som han har skænket os i Jesus Kristus frem for at glo ondt på hinanden.  Om de forstod det, ved vi ikke. Man kan måske have sin tvivl. Men Paulus ord står der ligegodt. Som trøst og formaning til stridbare kristne.

Og så i dag, pinsedag, markerer vi den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse, som vi for lidt siden fremsagde sammen. Den blev til ved kirkemødet i Nikæa i 325, altså for 1700 år siden. Kirkemødet fandt sted på baggrund af en kristenhed, der knagede slemt i fugerne på grund af alle mulige og umulige stridigheder. En ting var at romerrigets forfølgelse af de kristne var i frisk erindring - den romerske kejser præsiderede endda over mødet - noget andet er, at fortolkningerne af, hvem og hvad Gud, Jesus og Helligånden er, stak af i et hav af retninger. Og der blev ikke taget gidsler i den diskussion, skulle jeg hilse og sige. 250 biskopper medvirkede. Alene det!

MEN samtidigt med, at konflikter og splittelser gennem tiden har præget kirken, og ikke så sjældent har fundet ind bag de her tykke mure, så har der hele tiden, over vores hoveder, hvælvet sig dette store livsfyldte lys, som bar kirken videre, og som gjorde og gør, at vi bliver ved med at søge herhen og lytte og få vores liv forklaret. Bag det fragmenterede, det splittede og splittende, bag alle magtkampene og råberiet og udstødelserne - bag alt det rejser sig fortællingen om, hvordan Gud forbandt sig med sit menneske, og hvordan mennesker i lyset herfra forbandt sig med hinanden.

En af fortællingerne er netop den, der hører pinsedag til. Fortællingen om apostlene, der sad i Jerusalem og som trods forskelle og sprogbarrierer og uenighed pludseligt blev indstillet på en og samme frekvens og forstod hinanden, af hjertet forstod hinanden, når de talte om Guds storværker på deres egne tungemål.

Var det måske lidt det samme, der skete i Nikæa for 1700 år siden? For selv om de sloges, både verbalt og fysisk og diskuterede som vilde, kom der alligevel til sidst så meget pinselig orden og enighed ud af det, at man til sidst kunne enes om en bekendelse for en fælles tro, med en teologi, en forståelse af forholdet mellem Gud, Jesus og Helligånden, alt dét som vi bygger på hos os her den dag i dag. En fælles bekendelse som vi sammen fremsagde lige før, og hvor det ligesom hæver sig til himlene, på trods af alle slagsmålene: “Gud fra Gud, Lys fra lys, sand Gud fra sand Gud”, som det hedder om Jesus Kristus.

Og den her pinselige enhed er det jo, at vi gentager hver eneste søndag, når vi mødes til gudstjeneste. Vi træder som sagt herind med alverdens vrede og splittelse derude i ryggen, ja, måske ligefrem i hjertet. Men når vi så, når vi synger salmer sammen, beder sammen og sammen lytter til ordene, så fornemmer vi alligevel, at Guds kærligheds, nådes og tilgivelses rige er på færde, at det hvælver sig over vores hoveder og vil kaste sit lys ind ad vores vinduer. Også når vi har trukket gardinerne for. Vi erfarer en horisontudvidelse med andre ord. En horisontudvidelse givet med den store fred Gud sluttede med os i Kristus. Han ville og vil os. På trods. På trods af os.

Måske den indsigt ikke ligefrem kaster os hid og did på kirkebænkene i hellige kramper og får os til at råbe halleluja, og tunger af ild kommer til syne. I hvert fald ikke lige her på egnen. Men vi ser ind i en anden virkelighed. Vi modtager på en anden frekvens end før. Ånden sætter sig igennem, på små og store måder, som den gjorde det på pinsedagen i Jerusalem for at skænke os den fred Jesus efterlod os. Og sådan har det været, i al den tid den her gamle kirke har stået her. Også i urolige og bekymringsfulde tider. Hver søndag, hver helligdag, hver handling herinde: Et verdensbevægende, horisont- og hjerteudvidende pinseunder i det små og i det store.

Så selvom den store kristne kirke, som vi er en del af, til alle tider har haft dens del af splittelser og modsætninger og er blevet truet udefra af splittelser og modsætninger, så bygger den i bund og grund på den fred Jesus efterlod os, og som Helligånden bliver ved med at holde os for øje. Og derfor skumpler vi videre og mødes til gudstjeneste på hver vores måder og på hver vores tungemål i hver vores lokale kirke. 

Rejs jer, lad os gå herfra! Siger Jesus, da han forlader bygningen og verden. Det siger han også til os. For er vi kommet herind skal vi også ud igen. Ud i den ufredelige og splittede verden. Men vi er et fredens budskab rigere. Uendeligt rigere. Og det skal vi berige den ufredelige verden med. Som vi nu allerbedst kan. Dertil hjælpe os Guds hellige Ånd.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helliånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for din Hellige Ånd, der binder os samen og gør dit ord nyt og lader dig leve og virke i vores hjerter i din søn Jesus Kristus. Gør vores kolde kundskab varm og dæmp verdens og vredens vilde luer i verden omkring os og i din kirke.

Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, og hele kongens hus.

Vær med  regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lige nu lider under verdens krige og konflikter, de sørgende, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og

slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres kamp.Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket

lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

---

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen