Prædiken 2. søndag efter trinitatis

Salmer: 710 Kærlighed til fædrelandet, 7 Herre Gud, 785 Tunge, mørke, 266 Mægtigste Kriste

“Kom, nu er alt rede”. Sådan lyder indbydelsen fra den feststemte vært til de indbudte. Men se, om de kommer. Undskyldningerne står i kø. Der er så meget andet de skal se til. Så meget god og travl hverdag der hjemme der kræver sit. Og så bliver han gal i hovedet, den gode vært og byder ind fra gader og stræder og gærder og indbyder dem, ingen ellers gider indbyde: fattige, vanføre, blinde og lamme. Alle dem, der intet har. Og de kommer. Modsat dem, altså, der har det hele.

For festmåltidet som der indbydes til, og som Jesus fortæller om i sin lignelse, er Guds Rige, dér hvor kærligheden, tilgivelsen, nåden, barmhjertigheden hersker. I det rige handler det om at sætte sig selv til side og være der for den anden, om at tjene og komme til hjælp og undsætning og om nødvendigt at give sig selv for andre.

At det er svært. Hundesvært. Vi ved selvfølgelig godt, et eller andet sted, at det er det rigtige at gøre, men vi har altid så meget andet, der kalder. Alt det der sikrer os og binder os til verden, som vi må se til og passe på, og som lader os blive derhjemme og se den anden vej og tænke, at det må nogle andre tage sig af.

Men nogle gange sker det, at nogen træder frem, træder ud fra hverdagen og ud i usikkerheden og går i tjeneste og kommer til det festmåltid, der langt fra altid er forbundet med festens rus og herlighed og forbrødring. Måske oftere med en frasigelse af netop det, fordi der skal kæmpes og bringes ofre og leves i usikkerhed for nogle andres skyld.

De har set, dem der træder frem og kommer, de har set, og ikke fortrængt, at der er noget stort og dyrebart og uopgiveligt at kæmpe for: Et hjem, et land, et rige og et fællesskab, hvor kærligheden bor, men hvor den aldrig bor uanfægtet og uforstyrret, fordi vi har det med hele tiden at komme med vores eget og ville gøre verden til vores. Om nødvendigt med vold og magt, med tunge våben og besættelsesstyrker.

De der træder frem, de der kommer, når der kaldes, ved godt, at det kan kræve dem selv. Men de går ind i mørket, fordi de tror og håber, at lyset er det stærkeste, og at kærligheden og friheden og alt det gode blandt mennesker bor i det. Det er festmåltidets glæde, de ser ind i, men de ved også godt, at det koster kamp. På den ene eller den anden måde. Kærlighedens væsen er, at man sætter sig selv til side for at hjælpe andre.

Derfor holder vi dem også i hævd og ære, dem der kom og trådte frem og trådte til, når så mange andre af os, så den anden vej. Vi fortæller om dem, mindes dem. Deres eksempel må ikke gå os af minde. Og derfor fortæller vi om, derfor mindes vi i dag, de gode folk i Hvidsten-gruppen.

Jer herinde, der voksede op i krigens tid bærer selvfølgelig erindringen med jer. Vi fra efterkrigsårene husker levende stemningen fra frokostbordet - for mit eget vedkommende inde i Randers - når snakken gik om skjulte våben i kolonihaven, om bomber, stikkere, udgangsforbud og dem der som Hvidsten folkene sagde fra. Vi husker måske dem vi siden mødte, der selv bar tegnene på frygt og fangeskab de oplevede dengang. Vi har fået så mange fortællinger om den tid med, som vi har fortalt videre til vores egne børn.

Men årene går og er gået. Anledningerne til erindringer er blevet færre og nok også for de få og begrænset til særlige lejligheder. Men så pludselig, indenfor de sidste år, er vi igen der, hvor krigen bliver en nærtliggende realitet, hvor ellers så faste alliancer vakler, stærke mænd ønsker at sætte deres verdensorden igennem, og civilbefolkninger lider. Det hele kommer så tæt på os. Verden er blevet mindre. Medierne bringer os stadigt tættere på. Vi ser det hele. Jorden under vores fødder føles slet ikke så solid, som den gjorde det for bare få år side, og vi ved ganske enkelt ikke, hvor det bærer hen og ender alt sammen. For os selv. For vores børn og vores børnebørn.

Og som tiden igen, og for stadigt flere og stadigt tættere på os, er blevet en krigens og kampens tid, lyder der igen et kald. “Kom, nu er alt rede”. Det er ikke nødvendigvis et kald til selv at kaste sig ind i krigen, men et kald, der fortæller os, at meningen med dette gudskabte menneskeliv, ikke er at træde under fode. Meningen er netop den kærlighed, den fred, den tilgivelsens og nådens dagsorden, det festmåltid, der altid kalder på ofre, fordi vi, for at nå dertil, må rejse os, sætte os selv til side og vælge modstanden og kampen.

Vi hænger fast i vores hverdag og dens små og store privilegier. Det er forståeligt som noget. Og lige nu søger vi trygheden og sikkerheden så meget desto mere. Men nogle i vores slet ikke så fjerne fortid har netop sat et lysende eksempel på, at vi kan komme dertil - og at det for stadigt flere i vores omverden er kommet dertil - at ondskab og fortræd og store mænds magtdrømme - nogle gange må mødes med trods, for det gode og gudskabte livs skyld.

Igen: Det er ikke en vinderfortælling. Modstand mod vold og fortræd kan så let blive et nederlag, et offer, et mørke, en personlig undergang, der kun lader sig gøre at gå ind i, når troen på og håbet om alt det modsatte er så meget stærkere.

Da de tilfangetagne medlemmer af Hvidstengruppen sad i deres fængselscelle i Vestre Fængsel og ventede på deres henrettelse, holdt de aftenandagt, hvor gruppens yngste medlem læste et stykke fra bibelen og de sang en salme. Ofte var det fra Jakob Knudsens “Tunge, mørke natteskyer”, som vi også skal synge her bagefter, selvom sommeren lige nu synger derude.

De regnede den for en hjemstavnssalme, forfattet som den er, i det nærliggende Mellerup ude ved Randers Fjord. Men hjemligheden bestod måske lige så meget i, at mørket og ensomheden, som de må have følt i deres celler, skildres så stærkt med hele salmens 0stemning og særligt i de indledende vers. Men også fordi, at troen og håbet på Guds kærlighed skildres, som dét der trods alt bærer mig, og som dét, det alt sammen skal munde ud i. For, selvom mørket omslutter mig i min celle her og nu, så er Gud hos mig i sin søn, der selv gav sit liv for mange, og så ender det i lys og glæde. Tak, du lysets fader!

Måtte minderne og erindringerne om Hvidstensgruppen og andre gode modstandsfolk fra vores fælles historie, være os til opbyggelse, opmuntring, styrke og håb, når vi nu igen er på vej ind i urolige og uforudsigelige tider. Ledsaget af ordene der blev læst op fra altret: “Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene”, holder de os fast på, at vi sat i denne verden med ansvaret for andre. Vi er her ikke for at holde vores egen fest. Vi kaldes på. Måtte vi være lydhøre og lære af dem før os, der var netop dét. Æret være deres minde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helliånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Vend os bort fra os selv og giv os hjerte og øje for vores medmenneske i stedet. Vi beder for vort land og vort folk. Bevar Danmark frit og åbent og bevar dets fred. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Vær med regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lider under verdens krige og konflikter, de flygtende, de forladte og alle, der forfølges og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og

slå og lægges for had.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymringer. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

---

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen