Prædiken 3. søndag efter trinitatis 

Salmer: 3 Lovsynger, 31 Til himlene rækker, 10 Alt hvad, 414 Den mægtige, 726 Gak ud

Gud har nu engang den særhed, fortæller Jesus, den særhed, som han deler med mange af os: Han kan lede som besat efter det han mangler. Som hyrden der forlader flokken for at finde det ene savnede får. Som kvinden der leder huller i jorden efter den ene forsvundne mønt. Som du og jeg og enhver af os kan rode rundt i kældre og på lofter og i skabe og i skuffer efter det dér par læsebriller, den dér bortkomne seddel med noget vigtigt skrevet på, eller efter lige den der bestemte bog eller nøglen til haveskuret. Som besatte kan vi nogle gange være af noget i det store billede undværligt. Ja, næsten fortabte for alt det andet absolut uundværlige, der omgiver os og er os lige for næsen.

Sådan er Gud, siger Jesus. Alt andet lige er det en ret markant påstand, der gør Gud helt menneskelig eller menneskeligt forståelig. Han deler en særhed med den lettere uansvarlige hyrde, med den emsige kvinde, med alle os i bund og grund irrationelle typer. Man kan også sige - og det er, hvad Jesus vil sige - at han er mere optaget af, ja, nærmest besat af, toldere, syndere, det vil sige alle dem udenfor, alle dem vi ikke regner og ikke vil have med at gøre, og som vi ikke synes er værd at samle på. Gud er mere optaget af dem end dem indenfor, alle de gode tilregnelige folk, som han jo i forvejen har hos sig. Men som nogle gange selv tror, at de fylder det hele. Og lige præcist det lille “men” er det godt og nødvendigt at kredse lidt mere om. Godt og nødvendig for alle os stort set gode og tilregnelige folk, der lige nu sidder inden døre i samlet flok her i Voldby Kirke. Eller hvilken som helst anden kirke for den sags skyld.

Men tillykke med den, jeres nyistandsatte gamle kirke. Nu uden skimmelsvamp. Nu kan I samles her igen, hvor I har samledes før, og hvor de er samledes hver søndag længe, længe før os for at lytte til de ord vi ikke kan undvære. Og for at kunne gå ud igen herfra med mere håb, trøst, glæde end da vi, kom herind. Derfor hæger vi om de her gamle huse. Passer på dem. De er et hjemsted, et helle, et sted vi også kan søge hen, når noget i os, eller i verden omkring os ikke er, som det skal være.

For det hænder jo, at det er sådan. Ikke mindst lige for tiden, hvor vi ofte - og her tænker jeg, at jeg taler for de fleste af os - hvor vi ofte tænker, hvad det dog skal blive til alt sammen. Verden ligner ikke sig selv. Ufred og opbrud råder. Stærke mænd vil noget med verden. Eller rettere: de vil deres eget med verden. Der en rethaverisk vrede på færde, og den forplanter sig på så mange måder. Nogle gange også helt ned i vores næromgivelser.

Der er et sige, at når vi lever i urolige tider, så skynder vi os hjem til landsbyen. Hjem til netop det kendte, det sikre, det hjemlige. Alt det vores kirke også repræsenterer. Sådan er det, og sådan skal det være. Og det er godt, at vi kan virke og bygge op og styrke vores sammenhold lokalt, når så store ødelæggende kræfter er på færde globalt. Det er godt når vores kirke kan stå for noget andet end verden står for, sige noget andet end verden siger.

Men så er det, at jeg lige vil vende tilbage til dagens tekst, som jo netop også er, hvad jeres kirke bygger på: nemlig – hvad vi hørte Jesus fortælle en lignelse om før - at Gud er sådan en, der render rundt derude og er mere optaget af dem derude, han mangler end dem, han allerede har herinde. Altså: det kan godt være, at vi søger ind og hjem til landsbyen og kirken og fællesskabet her, MEN det skal ikke få os til at glemme, at Gud, som sagt, har en egen særhed, en aldrig hvilende opmærksomhed på dem derude i den ufredelige, skrumlede og altid rodede og blandede verden.

Jesus viste det igen og igen, når han fraveg den slagne vej når de syge og forladte og udstødte kaldte på ham. Når de holdt sig nær til ham for at lytte til ham. Han levede også i urolige og ufredelige tider, må man nok sige. Der var på alting vendt op og ned på en mere eller mindre permanent basis, og der var de religiøse autoriteter så meget desto mere optagede af, at kalde folket hjem til landsbyen, det vil i den her sammenhæng sige: den rette måde at leve sin tro på, så man kunne skelne den fromme og gudfrygtige gode borger fra hedningen og den frafaldne og den ligeglade. Med andre ord: de bortløbne får og de mistede drakmer.Så - igen - det skal vi huske, os der sidder herinde: Gud leder altid efter dem derude. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Så derfor, når vi nu søger hjem til landsbyen, som vi gør det for tiden. Når vi søger det hjemlige, trygheden, stabiliteten, som den her kirke repræsenterer for mange af os, så skal vi ha det her perspektiv med, Guds perspektiv på sin verden, som Jesus udlægger det for os. Og vi skal være lydhøre for, at det måske nogle gange vil destabilisere vores trang til stabilitet. Især hvis den trang fører til at vi der hører til indendøre finder sammen for at holde de andre uden døre. Den disciplin farisæerne og de skriftkloge var rigtigt skrappe til, som sagt, men som vi også ser hos os i urolige tider, når vi vender hjem til landsbyen og lukker vinduer og døre og bliver enige om, at de andre er nogle dumme svin eller farlige for vores fællesskab. Eller når råber ad hinanden på de sociale medier eller befæster os i hver vores lejr - det man kalder polarisering.

Vi kommer ikke her til kirken for at befæste os i vores eget og danner en ringmur mod den farlige verden. Vi kommer her for at lade os bevæge og flytte på af Guds gode Ånd og låne og lære af Jesu blik på verden, hvor dem udenfor bydes ind. Derfor er jeres kirke, derfor skal jeres kirke være, et åbent hus, et rummeligt hus, HVERmands hjemhus, som en længst afdød biskop engang formulerede det.  Gud vil kalde ind og samle op. Det er nu engang hans særhed. Måtte vi hele tiden lære deraf og på den måde sende små stråler af lys ind i en formørket verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helliånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Vend os om bort fra os selv og giv os hjerte og øje for vores medmenneske i stedet. Lær os, som dig, at se og favvne og tage imod den bortkomne.

Vi beder for vort land og vort folk. Bevar Danmark frit og åbent og bevar dets fred. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Vær med regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lider under verdens krige og konflikter, de flygtende, de forladte og alle, der forfølges og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymringer. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

---

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen