Prædiken 800-års jubilæum ved Vor Frelsers Kirke, Horsens

Salmer: 402 Den signede dag, 300 Kom sandheds Ånd, 728 Du gav mig, 493 Gud Herren så, 6 Dig være

Når man befinder sig i en 800 år gammel kirke, som vi gør det i dag, når man befinder sig her i byens ældste hus, kirken som byen er bygget og vokset op omkring, i kirken som de er kommet i siden den tidlige middelalder, så kan man ikke lade være med at spekulere over, hvad de gode Horsens borgere, der dengang trådte ind i det her majestætiske rum ude fra gadens larm, hvad de kom herind med. Hvad tænkt de? Hvad hørte de? Hvad var der på færde i deres tid, i deres liv, i deres by og i den store verden omkring dem?

Jeg tror nu godt, at vi kan gå ud fra, at de, og vi, som sidder her nærmest i stue med de gamle, mere eller mindre på de samme bænke, at vi trods alt har en del tilfælles med dem. Vi synes måske, at vi lever i nogle helt særlige og svært urolige tider. Det tror jeg nu nok vi kan være sikker på, at de også gjorde. Krigstrusler, magtkampe, opbrud og urovækkende nyheder fra den store verden er ikke en ny opfindelse. Selvom nyhederne kommer lidt hurtigere frem i vores dage. Og de spekulationer og bekymringer og sorger, vi hver især bærer med os herind, kan vi godt gå ud fra, at vi har til fælles med dem, der sad herinde dengang. Vi har menneskeliv til fælles.

Det er det særlige ved gamle kirkerum. Historiens hjul har drejet og drejer stadigvæk derude i den larmende og omskiftelige verden. Men herinde: de samme spekulationer, bekymringer og sorger, som hører vores liv til. Men også de samme gamle ord, der er blevet hørt og måske har fået noget nyt til at spire og blomstre med håb og trøst i hjertet på de lyttende, så svært og udfordrende livet end kan og kunne være - dengang som nu.

Og ordene der lyder til os lige netop i dag fra Lukas-evangeliet om den utro godsforvalter, de ord lød jo også for menigheden dengang. Og dengang er jeg sikker på, undrede de sig lige så meget, som vi gør det i dag. For hør nu her! Hvad er det for en måde, han opfører sig på, godsforvalteren? Og hvordan kan Jesus overhovedet fremhæve ham som et godt eksempel?

Dengang som nu, så har økonomisk ansvarlighed og en vis loyalitet for ens arbejdsgiver og ordentlig tilregnelig adfærd i pengesager i det hele taget været nødvendig for et bare nogenlunde velfungerende samfund og fællesskab. Hvordan skulle de i det hele taget have opført den her kirke og holdt den ved lige og udsmykket den, hvis der ikke et eller andet sted var orden i pengesagerne og man ikke kunne regne med dem, der forvaltede dem?

Man kan da ikke regne med ham her godsforvalteren, vi hører om i Jesu lignelse. Han fejler jo på alle parametre. Svindler og bedrager og nedskriver debitorernes gæld med et pennestrøg og sætter endnu mere til af hans arbejdsgivers formue, som han åbenbart allerede har brugt en del af på sjov og ballade. Forvalteren står, synes vi, og syntes de gode Horsens-borgere sikkert dengang, til ti kolde tæer et vist sted. Mindst! Men se om ikke han herre – og Jesus der fortæller lignelsen om ham - roser ham og fremhæver ham, fordi han har handlet klogt! Stor forvirring i gode og fromme menneskers og solide Horsens-borgeres hjerter. Dengang som nu.

Men dengang som nu har det så været prædikantens rolle her fra prædikestolen - som jo desværre ikke er den samme som dengang, kirken blev bygget – (så har det været prædikantens eller præstens rolle) at udlægge Jesu – synes vi - underlige lignelse til os i dag. Fordi Jesus - det skal vi lige have på det rene først - taler os jo aldrig efter munden. Med ham er der noget helt andet og helt nyt på færde, noget som vi ikke kan sige os selv, fordi det ikke nødvendigvis rimer med vores antagelser og måder at tænke på. Derfor byggede de vel også den her kirke og alle de andre kirker: så vi kan huske og holde på de ord han kom med til os, og som vi har det med at glemme og fortrænge, fordi vi altid, altid, hellere vil lytte til os selv og vores egne uforgribelige domme og kortsynede meninger om verden og vores medmennesker i den.

Jesus gik på tværs af vores veje. Han kom med tilgivelse, nåde, forbarmelse. Han kom med Guds gode gaver. Han ødslede med dem. Hvor vi næsten pr.instinkt holder igen, sætter grænser og holder godt øje med vores medmennesker, når de overtræder dem. Måske endnu mere i de her urolige tider, hvor polarisering og vrede siver ind i vores fællesskaber, og vi skuler ondt til hinanden fra alle vores respektive ringhjørner.

For Guds ødselhed dét er, hvad han repræsenterer den gode godsforvalter i Jesu udlægning. Han praktiserer en nåde, en tilgivelse, der går på tværs af alle vores veje, af alt det vi plejer og gør og synes. Han sidder der overfor gældtyngede skyldnere, og hvor han efter al god borgerlig anstændigheds målestok, skulle have kradset gælden ind, siger han: din skyld er dig eftergivet og ser dem en efter en danse lettede ud i solskinnet, som om de har fået deres liv på ny. Hvad de jo også har. Og han, den største skyldner og bedrager af dem alle, der efter alle parametre burde være færdig som gårdsanger, får så meget desto mere tilgivet af sin ubegribeligt barmhjertige herre.

Når vi hører lignelsen her med vores såre menneskelige ører, hører vi om en, der uretmæssigt tager noget. Men Jesus vil fortælle os om en, der giver, eftergiver, noget ud over al rimelighed, og som selv får, fordi hans herrer forlader ham hans skyld, som han forlader sine skyldnere. Jeg tænker, at I godt kan høre, hvor den vending kommer fra. Den kommer fra fadervor selvfølgelig. Den bøn hvormed vi hele tiden, med Jesu ord, må bede Guds godhed ind i vores snævre hjerter. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.

Nå. Nu håber jeg ikke, at I hører det her som et carte blanche til at gå hjem, og med henvisning til, hvad I har hørt fra den her prædikestol i dag, svindle og bedrage og smide med andres penge under dække af at I skal vinde jer venner med uærlig mammon. Derimod må I gerne have hørt om en mand, der nok var en præmieskurk, men som i det mindste mødte sit medmenneske med den nåde og tilgivelse, hans herre selv lod ham være til del.

Vi har også en nådig herre. Vi har også en skurk eller to boende i os. Men vi kan i det mindste – som forvalteren – dele gavmildt ud af det vi selv fik for intet af vores herre: tilgivelse, nåde, barmhjertighed, alle gode gaver. Han lader os få, mer end vi selv kan forstå, som der står i den gamle salme: nye morgener, mennesker at holde af, selv at blive holdt af, dagens skønhed og mange muligheder, en rigdom uden mål. Ja, og tilgivelsen: at du kan begynde på en ny og ikke blive stikkende i en sump af dine mange mange fejltrin og din fortræd mod andre, ja, din elendige forvaltning af de gaver, du får og fik.

Du har en herre, der tilgiver gæld, der forlader dig din skyld. Det er jo et vildt, glædeligt og lysfyldt budskab, som de byggede den her gamle kirke på for 800 år siden. Og det er et budskab der vil sende dig ud herfra, ud på gaden igen, ikke med ti kolde tæer, men med et nyt, altid nyt syn, splinternyt syn på dit medmenneske, som en hvis gæld, du bør eftergive. Hvad du fik for intet, skal du give videre. Og så forbliver den gamle kirke her evigt ung.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helliånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os om

tilgivelsens gave som du i din søn lod strømme ud over en formørket verden. Lær os ved din Ånd at give den gave videre og sende vores skyldnere dansende ud i solskinnet..

Vi beder for vort land og vort folk. Bevar Danmark frit og åbent og bevar dets fred. Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Vær med regering, folketing og alle med magt og  myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Vær hos alle dem, der lider under verdens krige og konflikter, de flygtende, de forladte og alle, der forfølges og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymringer. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

---

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen