At føre sig stivbenet frem i en foranderlig verden....

Så har jeg også prøvet det. For et par uger siden indgav jeg min afskedsbegæring. I april næste år fylder jeg 67 og skal ikke være biskop én dag længere. Vi flytter ud af embedsboligen og ned til 90m2 i Samsøgade i Aarhus C. Den store sommerferie venter (den helt store må gerne vente lidt endnu), og nu skal jeg til at lære en masse nyt og overgive mig til den tilstand at være mere end halvgammel.

Og ved du hvad, kære yngre læser, det er faktisk en befrielse, en lettelse, en stille glæde. Længe har jeg måttet finde mig i, på de stadigt mere lejlighedsvise morgenløbeture langs bugten, at blive overhalet af andre og yngre løbere på en måde, så mit eget prustende gammelmandsløb står i stærk og ydmygende kontrast. Længe har jeg kæmpet for at forstå stadigt nyopdukkede generationers problemstillinger og prioriteringer og følt mig ladt alene tilbage i grøften. Længe har jeg under ellers så vigtige møder kæmpet for ikke at tabe adskillige tråde - for i stedet at fortabe mig i mere livsnære problemstillinger, såsom spadsereture med børnebørn ved hånden. Men nu - om et lille halvt års tid - kan jeg, for at citere Søren Ulrik Thomsen, omsider give op og mærke noget nyt begynde.

Men lad mig så, her på falderebet, zoome ud fra de personlige erfaringers sfære til et mere globalt perspektiv og tillade mig at lufte en bekymring om netop det at føre sig stivbenet frem i en stadigt mere foranderlig verden. For er det ikke netop, hvad der også karakteriserer vores opbrudsfyldte og hurtigt løbende epoke: at vores institutioner, vores traditionelle måder at indrette os på, har svært ved at følge med og omstille sig i forhold til, hvad der sker dels imellem os, dels i den store verden derude?

Med andre ord, at vi er overladt til gammelmandsløb, ophold i grøftekanter og stirren os blinde på de nære ting, mens Trump og despoterne roder med vores verdensorden, og tingens tilstand forskyder sig nærmest på ugebasis? Ja, eller for nu at vende os mod vores fælles hverdag: Er den folkelige virkelighed, vi selv er en del af, et helt andet sted, end dér vi af gammel vane ser hen?

Lad mig tage et eksempel fra min egen verden, den folkekirkelige. Nye tal fra Danmarks Kirkestatistik slår fast, at vi inden for en overskuelig årrække sandsynligvis mister vores status som flertalskirke og bliver én kirke blandt kirker. Et uundgåeligt resultat af, at generationerne med mange medlemmer dør, og at yngre generationer ikke bliver døbt. Et stort ryk i den forkerte retning. Ikke mindst hvad angår en i forvejen falmet sammenhængskraft i det danske samfund.

Og hvad gør vi så i det folkekirkelige nærområde? Vi gør, som mennesker så ofte gør, i urolige og omskiftelige tider. Vi skynder os hjem til landsbyen (i gammelmandsløb), suspenderer udblikket og småskændes i stedet med hinanden om interne emner: Skal vi tillade dobbelt medlemskab? Hvordan skal kirke og stat forholde sig til hinanden? Skal vi acceptere justeringer af lovgivningen, så menighedsrådenes arbejde bliver lettere? Skal vi åbne op for, at flere frivillige kan byde ind? Alt imens vi bliver en stadigt mindre flok, der i stigende omfang og påfaldende grad ligner og tænker og tror som hinanden. En segregeret folkekirke med andre ord. En gammelmandskirke.

Som den mere end halvgamle, velbjergede og kirkeligt indforståede mand, jeg er, vil jeg fortsat føle mig vældigt godt hjemme her og med glæde deltage i de vigtige debatter. Men jeg mener nu stadigvæk, at vores første prioritet er at prædike Ham, der gør alting nyt, for de mange og stadigt mere forskellige mennesker, der burde kunne rummes i de gamle kirkehuse. Vores højt skattede rummelighed - dét at vi samles så mange forskellige på kirkebænkene for at høre budskabet - forudsætter nu engang, at vi må turde tænke længere end os selv, og at mange andre end vi selv kan føle sig hjemme her. Også i morgen.

Det er vores præster hamrende dygtige til, og det skal de have al mulig opmuntring til at blive ved med at være. Så lige netop her hører min gammelmandresignation ikke hjemme. Heller ikke her nytter det at ville vedligeholde og bygge op og holde fast alene ved at se tilbage på den tingenes tilstand, der var. Vi må lade os udfordre af det, der kommer. Også når det kommer på tværs. Så alle mand på dæk. Kommende pensionister inklusive.