Dronerne og den nye gamle virkelighed

De talte meget om besættelsen ved søndagens frokostborde på Vester Altanvej i Randers hjemme hos min morfar og mormor. Det var i tressernes begyndelse, så den var ikke så langt væk. Der var meget at bearbejde: bomber, sabotage, kollaboratører, en hverdag i undtagelsestilstand.

Omkring os buldrede velfærdsstaten frem. Frokostbordet bugnede, morfar og mormor talte med stolthed om bysbarnet J.O. Kragh, og henne i hjørnet stod det nye fjernsyn. Længere ude, i den store verden, var en ny alliancepræget og stabiliserende verdensorden ved at tage form. Vi gik imod federe og fredeligere tider. Trods alt.

Og nu, små tres år senere, sejler dronerne pludseligt truende rundt derude på nattehimlen og bringer os i øjenhøjde med den historie, de fra Vester Altanvej syntes de så den bortdragende ryg af. En historie, hvor vi gennem århundreder så selvfølgeligt har indtaget rollen som det lille land - med truende naboer og krige i nærområdet, med konger og imperier, der er kommet og gået, og med venner og fjender i skiftende koalitioner.

Men vi er tilbage, er vi. Tilbage til en herskende tilstand, som de gamle iblandt os kun har svage erindringer om. Vi har vænnet os til at være borgere i efterkrigstidens fredelige, balancerede og nogenlunde forudsigelige verdensorden. Ja, vi har ikke kendt til andet. Men dronerne på nattehimlen, Putins imperiale drømme og Trumps totalitære tendenser sætter en ny virkelighed. Eller rettere: Det sender os tilbage til den gamle - i det store historiske perspektiv - alt for velkendte virkelighed.

Spørgsmålet er: Hvad gør det ved os? Udover at spolere nattesøvnen?

Lige nu befinder vi os vel i en slags opvågnings- eller nyorienteringsfase, “prepper-fasen”, hvor vi af myndighederne opfordres til at gemme vand, købe en transistorradio og hamstre dåser med makrelguf. Nogle går all in. Andre mærker rebellen røre på sig som en rest af den døende liberale verdensorden og tænker, at det skal de sgu ikke bestemme.

Og måske er det lige netop de to reaktionsmønstre, vi nu ser aftegne sig i det små, der kommer til at folde sig ud i tiden, der kommer. En tid, hvor vi fornemmer fjendens sure ånde, og hvor vores overlevelse bestemmes af at have gode venner med store muskler. Vi er på ét plan nødt til at indordne os, være lydige borgere og gode soldater. På et andet plan er vi nødt til at kunne ånde frit med masser af komedie, kunst og kirkegang.

Ikke overraskende har jeg mest fokus på det sidste. Fra politisk hold har der jo været fremført forventninger om, at vi som kirke, i skyggen af alt det, der truer, skal levere åndelig oprustning af danskerne.

Selv tror jeg nu mere på horisontudvidelse. Kirken som stedet, hvor vi ser længere end os selv, og hvor der hele tiden dukker en næste op, som giver os et andet perspektiv på den gamle kendte verden. Kirken, hvor der til afveksling fra mediernes spalter og sendeflader, tales om håb og muligheder og en fred over al forstand.

Når verden skrumper ind til en kampplads, kan vi gå i kirke og få det lange lys på. Når alting reduceres til sort og hvidt, venner og fjender, og vi instinktivt lukker os inde, forkyndes en kærlighed, der rækker ud efter os og efter dem, vi i kampens hede har det med at se hen over hovedet på.

Så, kære læser, velkommen til en ny verdensorden. Men husk: fra kirkebænkene har vi været vidner til det meste og derfra fået en udsigt, der altid rækker længere end konfliktens tunnelsyn.