De små konflikter næres af de store og gør vores lokalpolitiske landkort til en spraglet affære 

Blandt de modsætninger, vores tid er så rig på, er der nu også den mellem pendlerne og de fastboende. Hvilket blev gjort klart under det nyligt afholdte kommunalvalg. Ikke mindst her i Aarhus. Positionerne er også ret enkle at forholde sig til.

Hvad enten du sidder der, dag efter dag, kofanger mod kofanger, nede på Kystvejen og bider i rattet, når Letbanen igen-igen og åh så mageligt svinger ud fra eller til Nørreport og forlænger din i forvejen lange rejsetid ude fra de nordlige forstæder. Eller når du nede i den fortættede midtby, med hjertet i halsen, kæmper for at holde cyklen klar af kantstenen, fordi dem ude fra Hornslet sgu ikke gider tage bussen.

At vi alle sammen skal være her, forekommer at være et udlevet ideal. Svært at holde fast i, når vi trænges herinde i byfortætningen, i decembers morgenmørke mellem opskydende højhuse, børneladcykler, og forstadsfamiliernes bil nr. 1 og 2. Utroligt, at det kan lade sig gøre i det hele taget!

Positionerne står krystalklart overfor hinanden. Ja, de er, som sagt, faktisk lige til at sætte sig ind i for enhver af os: 1) Hvorfor skal vi, der ikke har råd til at bo inden for ringgaden, forsinkes på vores nødvendige vej til vores nødvendige arbejde, fordi endnu et torv nedlægges, endnu en vej ensrettes, så alle dem der bor i forældrekøbte lejligheder, kan gå og hygge sig uforstyrret mellem caféer og mikrobagerier? Eller 2) Hvorfor skal vi, der bor i byen, løbe slalom mellem bilerne, hvor dem, der ikke gider cykle, sidder én og én og råber på p-pladser, dér hvor vores børn kunne lege?

Ikke sandt? Lidt ligesom når vi som fodgængere raser over dem på cyklerne, når de tager den hen over fodgængerfeltet. Eller når vi som cyklister irriteres over dem, der vader ud på cykelstien.

Splittelsen og polariseringen og uforsonligheden, som vi ser den udspillet på det globale plan, sætter sig på så mange små og genkendelige måder igennem i vores fælles hverdag. Bevares. Irritationer over de andre idioter er ikke af nyere dato. Men det er som om, vi i stigende grad raser hver for sig. SoMe-vreden, næret bag skærmene i individuel afsondrethed, er ved at blive allemandseje og en identitetsmarkør.

Og måske er det med til at gøre det lokalpolitiske danmarkskort så spraglet, som tilfældet er. Partiloyalitet båret af helhedsvisioner for det store fællesskab transformeres stille og roligt til enkeltsagernes indignation.

Men konflikterne har også dybe rødder: De fastboende mod de tilkommende, land mod by, elite mod udkant, landets oprindelige stamme mod de indvandrende, der bryder ind i min hverdag, min komfort, min tryghed. Nogle iagttagere taler af samme grund om grobund for borgerkrige i flere europæiske lande. Nu hvor flere og flere ikke længere synes, at vi alle skal være her.

Visionerne for det fælles er en udrydningstruet art. Det er faktisk til at blive lidt mistrøstig over. Men vi har alle del i opsplitningen. Vi har talrige aktier i den. Lyt til dig selv, når du sidder i sofaen og råber ad dit tv. Eller i bilen og råber ad cyklisterne. Eller generelt synes, at det bare er for galt, og lader dit kryds flakke rundt på stemmesedlerne derefter.

Og nu er vi så gået ind i adventstiden. Det nye kirkeår begynder med beretningen om et andet indtog ind i byen. Et indtog på et æsel. Et sagtmodigt indtog, som der står. Først jublede de. Siden rasede de og slog ham ihjel. Men han kom som et modsvar til al vores vrede mod alle dem, der kommer os på tværs. Et modsvar og en tidløs prædiken til en truet tid.

Amen!