Advent og urfrygt

Advent og urfrygt

Når min clock-radios røde øje lyser i morgenmørket og morgennyhedernes stemmer byder mig at træde ind i dagen, kommer bekymringerne væltende: Trumps rædselskabinet af mulige ministeremner, Putin der rasler med sine atomvåben, kinesisk spionskib ved Anholt, dystre klimaprognoser om oversvømmede danske storbyer. Der er nok at tage fat på. Kriserne og konflikterne står i kø.

Således stemt vakler jeg ned til morgenens avis- og netmedie-indtag, hvor overskrifterne ikke just gør bekymringerne mindre. En urovækkende alvor i toneangivende politikeres udmeldinger skubber til en hengemt urfrygt. Krisepolitik kalder man det vist. Og om det så er vejrudsigten, får den et tvist af drama med lavtryk, der uddybes og sne, der er på vej. Og det er helt vildt. Kriserne fylder vores synsrand. Nu ventileres de også i fiktionen, når vi ved aftenstid kaster os tilbage i sofaen. Se Vinterbergs Familier som vores om velfærdsdanskere som klimaflygtninge. Vores stakkels børn! Vores stakkels børnebørn!

Men tanken kommer altid til mig henne i kirken: hvor mange har ikke siddet dernede på bænkene i tider, der var betydeligt værre end vores og mærket en verden i skred? Er vores tid så meget værre end deres, eller er det bare medierne, der bringer os on-line med en stor verden, hvor ufreden uafladeligt rumsterer, som den altid har gjort? Er det et til dels medieskabt krisefilter der har låst sig fast foran vores udsyn, så vi kun ser, hvad der truer? Eller rettere: hvad der måske truer? Vi lever i opbruds- og ufredstider. Ja. Men det har vi ret beset altid gjort. Nu falder det os bare mere i øjnene, fordi vi i vores gennem-globaliserede tid er kommet så uendeligt meget tættere på.

For man kan også se det hele an på en anden måde. En verden i opbrud, er en verden i bevægelse. En bevægelse, der også kan blive til det bedre. Ud af ufred og kriser er der før kommet, hvad vi nu vil kalde landvindinger: velfærdsstat, samarbejde, internationale fredsbestræbelser, og alt det vi tager for et givet gode. Kan være at vi af rigtig gode grunde frygter for uforudsigelighed, skibskatastrofer og pludselig død (for nu at citere Tom Kristensen). Kan være at grimme og grusomme ting vil ske. Men med dem måske også nødvendige forandringer, der med tiden kan føre besindelse og godt nyt med sig. Krise er overgang, og overgang kan være forbundet med håb. Måske vi også, en gang imellem, skal montere et håbsfilter for vores udblik. Også selvom så meget af det vi ser lige nu skræmmer os og gør os urolige

Når jeg ser ud af mit vindue de her mørke morgener ser jeg nogle dage en solopgang, som vi kun ser dem i adventstiden. Den opgående sol nærmest maser sig op over horisonten under tunge vinterskyer og morgenrøden bliver særlig intens, særligt insisterende. Der er håb i adventstidens solopgang. Ligesom i adventstidens tekster henne i kirken. ”Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på”, skriver Paulus til menigheden i Rom, hvis bekymringer og kriser var af en noget mere håndfast karakter end dem, vi erfarer og synes at få øje på alle vegne rundt omkring os.

Advent betyder ”komme”, at noget kommer. Og det, der kommer, er godt. I sidste ende godt.