Kultursammenstød kan også være sjove

Kultursammenstød kan også være sjove

Verden bliver mindre, og vi kommer tættere på hinanden. Vi mødes oftere i al vores forskellighed, og kultursammenstød opstår. Det kan være en af forklaringerne på, at konflikterne ofte rumler lige under overfladen både lokalt og globalt. I en broget og sammensat verden plejer vi vores identitet og særlige kultur og er på vagt overfor dem, vi føler vil forstyrre eller true den.

Men kultursammenstød kan også være ret sjove. Heldigvis. Lad mig give et eksempel. Vi var på rejse i Japan dette forår.  En derboende søn og svigerdatter havde i anledning af min fødselsdag booket os ind til traditionel teceremoni i et privat hjem et sted i Kyoto. Værtinden, iklædt de traditionelle gevandter, bød os indenfor i den lille spisestue, hvor to andre gæster, ventede. Et par fra Canada, var det vist.

Jeg syntes, jeg havde set ham før. På en rockscene i 70erne, var mit umiddelbare gæt. Enten lignede han Ozzy Osborne, eller også var det ham. Hans ledsagerske lignede til gengæld en, der var kæreste med en rockstjerne i 70erne. Hun førte ordet for de to. Ozzy havde vist fået for meget Jim Beam whisky aftenen forinden.

Indledningsvist introducerede vores værtinde ceremonien for os. Hun fortalte om alle ritualerne, der omgærder den, og som er beregnede på at bringe indre fred og skabe ro i sindet. Så vidt som vi kunne forstå. Hendes japansk-engelske var ikke så godt.

Vi sad på gulvet, som man skal. Der var ikke meget plads. Fru Ozzy holdt flere gange sin mobiltelefon hen til værtinden og bad hende gentage til Google Translate. Det var hun ikke glad for. En teceremoni foreskriver også stilhed og en sindets agtpågivenhed. Stemningen blev en smule anspændt. Japanere er yderst høflige mennesker, men en grænse var ved at blive nået  Et kultursammenstød var under opsejling.

Imens kæmpede jeg en intens kamp med mine værkende knæ. Man er jo ikke helt ny længere. Og det hører sig nu engang til, at man knælende og dybt bukkende modtager den omhyggeligt tillavede, dampende kop te. Jeg havde endog meget svært med at udføre det forventede, og kæmpede intenst med at holde mine smerteudbrud tilbage, mens værtinden sendte mig strenge blikke.

Ozzy havde det heller ikke let. Al den springen rundt med guitaren havde vist sat sit præg. Men han forsøgte, og i forsøget gled hans lavtaljede bukser ned. Langt ned. Jeg fik et hysterisk fniseanfald, mens jeg desperat tumlede rundt for at finde en stilling, som ikke ville gå ud over min fremtidige førlighed.

Resten af ceremonien henligger for min part i en tåge af undertrykte latter- og benkramper, men vi fik da sagt farvel og tak for i dag og bukket og taget afsked på den foreskrevne måde: den japanske værtinde, os danske og det canadiske par, som muligvis - hvad ved jeg -hed Greg og Alice og var henholdsvis skoletandlæge og ekspedient i en skobutik.

Jeg er ikke blevet så vældigt meget klogere på japanske teceremonier, men jeg vil nok aldrig glemme dette kultursammenstød en solrig formiddag, mens træerne blomstrede i udkanten af Kyoto. Og så trøster jeg mig ved, hvad flere gør opmærksom på, at vi i disse konflikt- og modsætningsprægede tider, skal blive bedre til at se hinanden i øjnene i vores forskellighed - og så acceptere forskellighederne.

Og kan man ovenikøbet grine sig lidt igennem det undervejs og skilles med smil, et par gode historier rigere, så er det slet ikke så ringe.