Om at lære at leve med Trump

Om at lære at leve med Trump

Jeg kan mærke, at det går min gamle mor på. Det går nu også mig på. Ligesom det går en hel masse andre mennesker på fremover at skulle vænne sig til ikke alene synet, men også accepten af Donald Trumps tilstedeværelse på verdensscenen.

Han er lige nu klodens mægtigste, den toneangivende, den bevægende, den forandringsskabende. Han er Verdensånden med orangefarvet hår i en golfvogn, brovtende, braldrenede, lunefuld, narcissistisk. Han er så rigeligt af alt det, vi normalt ikke bryder os om på disse breddegrader med vores forståelse af anstændighed, ordentlighed, god opdragelse og parlamentarisk tilregnelighed.

Men nu er han præsident. I USA, vores nære allierede. Lev med det! Ligesom vores statsminister har lært at leve med det og belægge sine ord derefter.

Det med Verdensånden har jeg fra den tyske filosof Hegel. Han mente, at han havde set den til hest, da Napoleon red gennem hans hjemby Jena i 1806. Jeg tror ikke Hegel elskede og beundrede Napoleon. Han anså ham vist nærmere for at være netop en slags narcissist. Men han så ham også som personificeringen af revolutionen, der skulle forandre alt. I sidste ende også til det bedre. For forandring er ikke altid til værre. Opbrud, hvor modvilligt man ellers har det med at møde den slags, kan også føre noget godt med sig. I det lange løb vel at mærke.

Om Hegels optimisme også rækker til et fænomen som Trump, skal jeg lade være usagt. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kan overbevise min gamle mor om det. Men eftersom vi skal leve med ham fire år endnu, tror jeg, vi er nødt til at anlægge et perspektiv på ham eller finde en måde at forstå ham på.

Det handler bestemt ikke om at elske, acceptere eller overgive sig til hans politik. Snarere om at se længere end hans øjeblikkelige uhyrlige excesser og nære det vilde håb, at han med sin forstyrrelse af verdensordenen kan åbne for nye muligheder. Om ikke andet så på sigt og i det lange løb.

Nogle iagttagere mener, at Trumps impulsive uforudsigelighed har banet vejen for fredsaftalen mellem Hamas og Israel. Vil det samme ske i Rusland-Ukraine? Vil hans næsehornsagtige fremfærd i Grønland hen ad vejen kalde på nye muligheder? Det er naturligvis umuligt at forudsige. Vi må bare konstatere, at der lige nu er massiv bevægelse i verdenspolitikken.

Og lige meget hvad: I bevægelsen bor også håbet. Dét er det store perspektiv, man kan anlægge, mens vi i det nære og nutidige må frygte manden, hans entré og alt hvad han står for og kan finde på. Fortvivlelsen og opgivelsen skal vi under ingen omstændigheder overgive os til. Det er han ikke værd.

Det er en underlig dobbelthed vi privilegerede vesterlændinge lever i for tiden, her i vores trods alt endnu fredelige velfærd, mens Verdensånden tager endnu en runde i sin golfvogn. På en gang i de bedste og værste tider.

Og hermed er bolden afslutningsvist spillet hen til Charles Dickens og hans berømte indledning til romanen “En fortælling om to byer”:

“Det var de bedste tider, det var de værste tider; visdommen sad til højbords, dårskaben sad til højbords; det var troens epoke, det var vantroens epoke; lyset havde magten, mørket havde magten; det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alle muligheder, vi havde ingen muligheder; vi var alle på vej til himlen, vi var alle på vej den modsatte vej …”

Lad os håbe og tro på det bedste, og at det et eller andet sted ender godt.