Kælderoprydning

Kælderoprydning

Det er godt at rydde op i sin kælder. Det er sundt at rydde op i sin kælder. Du bliver så velgørende bevidst om din egen foreløbighed, når du sorterer i mange års hengemt ragelse. Måske fordi du bedre forstår, at du har din tid. Og at din tid måske ikke er så enestående, som du har det med at ville bilde dig selv ind, at den er.

Tilskyndelsen til oprydningen - eller rettere den brutale frasortering, kassation og udsmidning af ting du engang ikke nænnede at skille dig af med - kommer sjældent til undertegnede. Men, når den endelig gør det, kommer den med stor voldsomhed. Måske fordi vi indtil nu har boet i store huse, hvor der er plads til at gemme, og dermed glemme, at tiden går, og i den grad er gået.

Så inde i kælderens inderste rum står de stablede fra gulv til loft: Kasser med gulnede fotos, stakke af kvitteringer, skatte- og lånedokumenter, notater, avisudklip og alskens memorabilier om dengang de små lyshårede drenge (der nu er voksne familiefædre) myldrede os om benene. For slet ikke at tale om bøgerne der engang ventede på at blive læst eller ledsagede dig gennem studierne. Eller som der slet, slet ikke bliver plads til i den treværelses, der måske venter henne om hjørnet.

Alt det kan ikke bare forblive i de mørke kælderrum, der engang skal rømmes. Vi vil gerne selv gøre det. Inden børnene og børnebørnene måske er nødsagede til det. Ikke sandt? “Svensk dødsoprydning”, hedder konceptet vist nok. Så din dødelighed bliver dig så vældigt klar dernede i den inderste kælder sådan en lørdag eftermiddag i februar, hvor støvet river dig i næsen, og du med tungt hjerte smider gyldne minder om levet liv i en gennemsigtig plastiksæk. Kingo burde have skrevet en salme om det.

Men når så det første af mange læs er smidt i en container ude på genbrugsstationen, og papirer, der engang blev gransket, fundet vigtige og lagt til side, nu blander sig med en uendelig mængde af uvedkommende småt brændbart, ja, så er det også som om en vis umiddelbar lettelse indfinder sig. Så er vi i gang.

Måske handler det om - for nu at blive lidt i sporet fra førnævnte salmedigter Kingo - at der også er en sær illusionsløs trøst i at kende sig selv som en dødelig blandt dødelige. Lidt ligesom vi præster kan finde opbyggelse i at betragte præstetavlen ude i våbenhuset, hvor de står optegnet alle dem, der har tjent i denne kirke lige siden reformationen. Man finder ligesom på plads. Man relativeres. De gjorde deres bedste. Andet kan jeg heller ikke gøre. Gud hjælpe mig. Amen. Og lad mig så komme videre med den tid, der er tilmålt mig på denne gode jord!

Sådan en containerplads-erkendelse er som sagt en god og sund ting. Måske også fordi man, opdukket fra kældermørket, sat på plads, relativeret af sin dødelighed og foreløbighed, får et velkomment og anderledes perspektiv på en tid, der er så opslugt af sit eget. En modgift måske, mod mediernes alarmberedskab, døgnets vrimmel af foruroligende nyheder fra en verden i opbrud, den altid kildrende og kriblende undergangsangst, der puster os i nakken.

For også i den store sammenhæng gælder det: Du og din tid er såmænd ikke så enestående. Menneskeheden har været her før. Vi har alle fået vores tid. Akkurat lige så faretruende og skønt forjættende, som så mange andre tider før og efter den.

Måske er det ikke lige dén erkendelse, der står først for derude på genbrugspladsen. Måske i særdeleshed ikke når en af de orangeklædte opsynsmænd prikker dig på skulderen og siger, at du har smidt dine minder i den forkerte container. Men så kan du gå i kirke, kan du. For der på bænkene har de siddet før dig med hvert deres og med hver deres tid, fortid og alle deres fyldte kælderrum. Og derfra er de gået. Med mere mod på den altid nye dag.