Fornyelsens tyranni og julens gamle ord

Fornyelsens tyranni og julens gamle ord

Så stod jeg dér i blæsten og støvregnen, kl.3 en mørk nat i december, kun iført t-shirt og pyjamas bukser, og baksede med min elektroniske bilnøgle. Bilens alarm havde vækket mig, og sikkert det meste af nabolaget med, for tredje gang den nat. Om morgenen kunne jeg på TV2s nyheds-feed læse, at det samme var sket for ca. 500 andre ejere af samme bilmærke som mit. Bilalarmer landet over var gået amok. Politiet var rykket ud adskillige gange, hidkaldt af fortvivlede naboer. Bilens producent beklagede og kunne oplyse, at det drejede sig om en fejl i en opdatering.

Elbiler opdateres nemlig på samme måde som mobiltelefoner. Og som min PC. Og som styresystemet og intranettet og mailen på min PC. Og som alverdens apps og tjenester og alt muligt andet netbårent elektronisk kram rundt omkring os. Begrundelsen er selvfølgelig, at fejl skal udbedres og produkter og systemer fornyes og optimeres og følge med udviklingen og efterspørgslen. Den begrundelse er naturligvis svært at indvende noget imod. Resultatet er bare desværre ofte, at en del af os (vil jeg tro) med jævne mellemrum efterlades som hjælpeløse ofre for nogle for os uforståelige og uigennemskuelige forandringer, forandringskrav og altså opdateringer.

En ting er så at stå en nat ude ved sin garage, med en taktfast dyttende og blinkende bil,  i buldermørke, regn, blæst, iført t-shirt og pyjamasbukser, og trykke desperat på sin elektroniske bilnøgle i noget, der minder om en eksistentiel krise. Noget andet er igen og igen - på sin PC, sin mobiltelefon, sit tv og i sin bil – nærmest dagligt at fare vild i et uoverskueligt hav af opdateringer, forandringer, optimeringer og nye muligheder, mens man i affekt nedkalder gammeltestamentlige forbandelser over den moderne verden i almindelighed og den rastløse fornyelsens logik i særdeleshed. ”Hvorfor?”, råber man og bekæmper trangen til at slå næven hårdt i tastaturet eller smide telefonen i toilettet.

Antageligt har det også med alderen at gøre. Jeg tænker, at flere og flere falder af og resignerer for hver gang, forandringer det ene eller andet sted indfinder sig. Selv hænger jeg i neglene, som det vil fremgå af nærværende klumme, og vreden i mig vokser. Er det frygten for umyndiggørelse, der griber mig om struben? Er det derfor, at halvgamle mænd nogle gange bliver så vrede?

Jeg tror det og forstår dem, men glæder mig så også over, at julen er nær. Og med den de gamle analoge ord den gode begyndelse, om barnet i stalden og hyrderne på marken og englenes sang ved nattetide om “fred til mennesker med Guds velbehag”. Så genkendeligt som noget, en fredfyldt helle i det evigt foranderlige. Men samtidigt et altid og alt fornyende budskab.

For se! Af min vrede udsprang en lillebitte prædiken. Og med den et fortsæt om - som min kone anmoder mig om med stigende intensitet - at slukke og tænde igen og google problemerne og trække vejret dybt ned i maven, næste gang jeg løber sur i den stadigt mere vildtvoksende digitale jungle. Det vil jeg prøve at efterkomme. Lige indtil den nat jeg igen står ude i garagen i pyjamas bukser og t-shirt.

Med det vaklende fortsæt også et dybfølt ønske om en glædelig jul og et vildt og urimeligt håb om et digitalt fornyelsesfattigt nytår til læserne.