Verden er vred

Forleden kørte jeg modsat trafikken ned ad en lille ensrettet vej. Det vil sige min stakkels kone gjorde. Jeg sad på passagersædet og noterede mig vores medtrafikanters vrede. Vi var på vej til stranden. Men flere var på vej hjem med trætte børn, madkurve og våde, tunge håndklæder. Bilens bak-sensorer hylede og skreg som et arkadespil fra firserne. Ingen ville give plads, og der var parkerede biler overalt. Jeg sprang ud og forsøgte at dirigere. Det blev det bestemt ikke bedre af. Konen og jeg jeg indledte til overmål et lille skænderi. Til sidst fik vi møvet bilen ind til siden. Trafikken gled igen. Men hvad der står tilbage er tavsheden hos de mange, der stod og iagttog vores desperate manøvrer. En tavshed ladet med vrede, irritation, utålmodighed, kort sagt uvenlighed.

Måske er det bare noget jeg bildte mig ind. Men i en ferie, hvor en stor del af tiden er blevet brugt på grundig avislæsning og refleksion over nationens og verdens tilstand, blev hele situationen på den ensrettede strandvej til et sindbillede på den afventende kortluntede vrede, der er blevet så karakteristisk for vores omgang med hinanden i det store som i det små, i det nære som i det fjerne.

Om det så er dokumentarerne om nabofejder i Gilleleje og kolonihaverne, underretninger om læreres og butiksassistenters forværrede arbejdsmiljø, eller den politiske polarisering vi kan iagttage overalt omkring os i kølvandet på Trump, Ukraine og uhyrlighederne i Gaza. I småt som i stort, i forhandlingslokalerne, i debatspalterne, ved kasseapparaterne, i trafikken og ikke mindst på de sociale medier: vi glor ondt på hinanden, og vi råber op ved given lejlighed.

Verden er vred. Tålmodigheden truet. Af vejen for min sag og min sandhed! Hvad bilder I jer ind, alle I tilbagestående tabere, eller for den sags skyld, alle I  woke, elitære, venstresnoede centralistiske bytyper? Hundehoveder, hængerøve og lusede amatører! Som en kendt mand engang udtrykte det så rammende.

Vel! Det er måske lidt meget at gøre ud af en småtraumatiserende trafikoplevelse en sommerdag ved stranden. Men min pointe - uden skygge af teoretisk evidens - er, at vi befinder os i et gennemgribende mentalitetsskifte, hvor tålsomhed og konsensus og den slags er, omend ikke død, så temmelig usexet, og hvor konfrontationen altid lurer lige henne om hjørnet.

Hvis jeg skal være helt ærlig (for det skal man jo), så tænker jeg nu nok, at hvis det var mig, der havde stået på den ensrettede strandvej, træt efter en dags sol og børnetummel og belæsset med badedyr og sandfyldte håndklæder, ja så var jeg måske også blevet en lillebitte smule irriteret på de to gamle klaphatte, der spærrede for trafikken.

For vi har jo alle del i den her forbistrings-bevægelse på så mange måder og i så mange forskellige sammenhænge. Og det er vel, hvad det handler om at huske sig selv på. Også når du højhelligt hæver dig op over alverdens forbistrelse og bortdømmer de andre som de i sandhed forbistrede. Frem for at forstærke råbekoret fra den “rigtige” side burde du måske hellere begynde med dig selv og dine egne knyttede næver under bordet.

Vreden vil altid fra tid til anden flamme op. Vi er jo mennesker, og vreden kan nogle gange være på sin rette plads. Men i en generelt mere og mere vred verden, er det så meget desto vigtigere, når blodet igen begynder at hamre ved tindingerne og de grimme ord igen begynder at stille sig i kø, lige hurtigt at føle efter bjælken, der måske hænger og dingler i dit eget øje. For nu at bruge et kendt og altid rammende billede.

Trump, Ukraine og Gaza og hele den globale polariserings-malstrøm er det desværre svært at gøre det store ved her og nu. Men hvad vores egne små hjerters ensrettede veje angår, kan vi i det mindste blive bedre til at gøre en smule plads for dem, vi måske synes er kommet på afveje og har misforstået situationen. Er verden vred, så vær selv venlig. Det lyder, og er, hamrende banalt. Men forsøg i det mindste. Vi skal jo begynde et sted.