Prædiken 2. søndag efter trinitatis 2025

Salmer: 
391 Himlene Herre, 
696 Kærlighed er lysets kilde, 
319 Vidunderligst, 
761 Den klare sol. 
Nadver: 377 I Herrens udvalgte

Anden søndag efter Helligtrekonger, mine damer og herrer. Og nu træder Jesus for alvor ind på scenen. Han præsenterer sig selv, sit kald, sin mission, sin opgave. Han viser hvem og hvad han er. Han gør det ikke med et spektakulært show, en styrkeopvisning, en demonstration, en pludselig flyankomst, hvor offentligheden står og gaber og får røde kasketter på og blæses omkuld af hans guddommelige majestæt og vælde. Hans entré er en ydmyg entré, som den var det julenat i Betlehem.

Nu foregår det bare et andet sted i udkanten. I Kana. Ved et bette lokalt bryllup, hvor han er med som gæst. Sammen med sin mor såmænd. Sin mor, som han indledningsvist sidder og småskændes med. Så hverdagsagtigt og fredsommeligt som noget. Og han debuterer med noget, der ligner et udslag af ungdommelig kådhed. Det før så tomme vinkar er pludselig fyldt med den gode vin, den allerbedste vin. Til værtens glæde og til gæsternes udelte fornøjelse. Stemningen stiger hurtigt – og forestiller man sig - med adskillige decibel. Gæsterne taler højere og højere, en og anden kunne tænkes at bryde ud i sang. Der er party i provinsen.

Sidder han så nu, den unge mand, og griner lidt smørret og blinker indforstået til sin stolte og evigt forundrede mor? Ser hun nu, fornemmer hun nu, at han, sønnen, hermed for alvor har sat fra land, ud til den livsgerning, der nu, rundt omkring, vil kalde på så meget mere glæde, livsfylde forundring, taknemlighed, håb blandt de mennesker, han kommer til? Men en livsgerning som så sandelig også vil kalde på vrede og had, fordi han altså valgte en helt, helt anden vej ind i verden end den guder og herskere normalt betjener sig af.

For som her ved brylluppet valgte han aldrig selv hovedrollen. Den tildelte han hverdagens mennesker, dig og mig iblandt dem, når han bragte dem og os ind i Guds næromgivelser, når han bragte og bringer godt nyt ind i deres og vores liv.

De gamle vogtere af Guds majestæt vil sige, at vi ikke skal tage det for let, dét med Gud og os. Gud er for de særligt indviede, de særligt troende, for dem der bøjer sig i støvet og udlægger hans vilje og har monopol derpå.  For Gud må man skærme sine øjne, ville de sige på Jesu egen tid. “Mit ansigt må ingen se”, som der står i den Anden Mosebog. Og derfor har så mange før eller siden gjort Gud, den almægtige, i deres eget billede, deres egen vredes billede, højt ophøjet over omskiftelige og troløse og fremmedes og anderledes og urene og uværdige menneskers verden og virkelighed.

Men minsandten, hævder evangeliet, om ikke ham, den før så fjerne, vredt dømmende og utilnærmelige, (at han) nu sidder dér, som en fnisende yngling, der skaber glæde, overflod, latter og oprømt snak i den jævne hverdag blandt jævne, helt almindelige, almindelige mennesker.

For, som evangeliet også vil sige: Gud den almægtige, hvis ansigt vi ikke måtte se, er nu i ham, ynglingen Jesus, trådt ned på den ikke videre spektakulære jord for at træde ind i ikke videre spektakulære menneskers hjem, liv og hverdag. Han er kommet dér, til os, for at forvandle og forandre. Ikke kun vand til vin, men også opgivelse til håb, sorg til glæde, svaghed til styrke, mørke til lys. Gud lader i Jesus noget større banke på, når vi går rundt der i en hverdag vi har det med at ville male i dystre farver og gøre til en indelukket beklumret affære, hvor vreden og fornærmelsen og selvoptagetheden bor. Som han forvandlede vand til vin, vil han forvandle dit liv.  Livsforvandling er hans projekt. 

Du tror du ved, at det bare er sådan og sådan og sådan fat med verden og virkeligheden og alt dens væsen. I Jesus viser Gud dig andre veje, der er nye at gå, og som fører dig forvandlet videre. Også ud af kirken her, når hans ord rører dig og giver dig et andet perspektiv, et nyt perspektiv på alt det gamle og alt for kendte. Du falder sikkert tilbage i det gamle igen. Men han bliver ved med at kalde på dig for at vise dig hans vej ind i glæden og festen.

Og nu lidt om den anden tekst jeg læste før fra altret. Den er fra Romerbrevet, brevet Paulus skrev til de kristne menigheder i Rom i år 55. Altså ikke så lang tid efter at Jesus havde haft sin debut og sat sit præg og perspektiv på verden og menneskers liv. Men de kristne i Rom skændtes lige godt. De var som vi jo altså også har det med at gøre, faldet tilbage til det gamle igen. De skændtes. De kunne ikke finde ud af at holde måltider sammen. De kunne ikke finde ud af at fejre, at Jesus havde givet dem sig selv i brødet og vinen, som de delte. Så i stedet for altså at se på, hvad han havde givet dem med sit kød og sit blod, gloede de ondt på hinanden. Konflikter i menigheden er ikke en ny opfindelse.

De syntes, de gode og vrede folk i menigheden, at de andre, der måske ikke troede helt på samme måde som dem selv, at de ikke hørte til. På trods af alt det nye, de nye perspektiver, de nye veje, som Jesus havde ladet dem forstå er Guds væsen, ja så faldt de tilbage i det gamle. De trak igen den gamle forbeholdne Gud af stalden, Ham som ikke kan li dem, vi heller ikke kan li. Ham som vi gør i vores eget billede, efter vores forbehold og små fedtede millimetermål.

Men så er det, at Paulus i sit brev gør dem opmærksom på, erindrer dem om, den ødsle yngling ved brylluppet i Kana. Paulus peger på, hvad han viste dem med sit livsforvandlende overskud, den overflod, der endog lod ham gå i døden og stå op for os igen.

I skal lade jer forvandle, skriver han til dem. I skal lade jer forvandle, så I får en ny måde at tænke på. Altså en ny måde at se hinanden på, hvor det ikke handler om at holde ude og skabe skel.

Det er lettere sagt end gjort. Det ved vi godt. En Paulus-kender – han var vist ovenikøbet provst i Mørke - blev engang spurgt, hvor meget han troede romerne havde forstået, da de fik romerbrevet i hænde. ”Ikke et ord”, svarede provsten. Det ved jeg nu ikke, om han vidste, men han vidste nu nok, hvad vi ved, at, som sagt, vi falder så let tilbage i det gamle igen.

Men Jesu forvandlingsmagt, som han viste i Kana og ved så mange andre lejligheder – står ved magt. Usvækket. Vedholdende. Insisterende. Det er lyset, der omgiver vores mørke. Den anden vej end den vi har det med hele tiden at ville gå ad.

Paulus skriver: ” Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave”.

Med andre ord: Vi skal være til stede mellem vores medmennesker, der hvor vi er, i det lave, elske vores næste, og gøre godt, gøre gavn som Gud det vil på allerbedste måde. Vi skal lade os forvandle. Være forvandlede og forvandlende.

Det er vigtigt at holde sig for øje og øre, nu hvor den store Jesus fortælling følger frem imod påske og pinse. Nok er det ham, det handler om, men det er os i det lave, der er hovedpersonerne. Vi er de indbudte. Vi er med til festen, hvor vand bliver til vin. Og vi kan, som vi vil gøre det om lidt, tage imod indbydelsen og gå til hans måltid sammen i al vores forskellighed. Og forstår vi ingenting, ja, så kan vi nøjes med at tage imod, hvad han her rækker os og høre, at forvandling følger.

Så lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!  Tak for ordet i dag til os om din søns forvandlende kraft. Lær os at lade os forvandle og følge hans veje hen til vores næste. 

Velsign og bevar vor konge og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen