Fortsæt til hovedindholdet
20. oktober 2025

Bispevalget i Aarhus Stift er udskrevet

By-, Land- og Kirkeministeriet har udskrevet valg til ny biskop over Aarhus Stift. Stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer skal til de elektroniske stemmeurner.  

By-, Land- og Kirkeministeriet har nu udskrevet bispevalg i Aarhus Stift. Det sker, efter at Henrik Wigh-Poulsen har besluttet at fratræde sin stilling som biskop med udgangen af april 2026. 

Stiftets præster, menighedsrådsmedlemmer og valgmenighedsrepræsentanter har stemmeret til valget, som vil foregå elektronisk.

Den nye biskop indsættes ved en bispevielse den 31. maj 2026 i Aarhus Domkirke. 

Kandidater og afstemning

Kandidater til bispeembedet skal anmelde deres kandidatur senest mandag den 5. januar 2026. Hver kandidat skal have mindst 75 og højest 150 stillere for at kunne stille op.  

Hvis der melder sig mere end to kandidater, og ingen af kandidaterne opnår mere end halvdelen af stemmerne i første valgrunde, skal der gennemføres en anden valgrunde. Her står afstemningen mellem de to kandidater, som har fået flest stemmer i første runde.

Alle stemmeberettigede modtager et valgkort i deres e-Boks. Hvis man er fritaget for digital post, modtager man valgkortet med almindelig post.

Hvem kan stille op?

Man kan blive biskop, hvis man har en teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet, og man skal opfylde betingelserne for at være præst i folkekirken - men behøver ikke være det.

Når fristen for at opstille som kandidat er udløbet, og valgbestyrelsen har godkendt kandidater og stillerlister, vil kandidaterne blive præsenteret på Aarhus Stifts hjemmeside.

Følg med i bispevalget

Du kan følge med i bispevalget her på Aarhus Stifts hjemmeside. Siden vil løbende blive udbygget med praktiske informationer, invitationer til debatmøder mm.

SE TEMASIDE OM BISPEVALGET

LÆS SPØRGSMÅL OG SVAR OM BISPEVALGET

LÆS BY-, LAND- OG KIRKEMINISTERIETS CIRKULÆRESKRIVELSE MED MEDDELELSE OM BISPEVALG I AARHUS STIFT