Mit hjerte banker for mennesker med særlige behov og deres pårørende.
Det er en hjertesag for mig, at folkekirken er rummelig, og at alle uanset fysisk eller usynligt handicap føler sig taget godt imod og møder en udstrakt hånd, når de er i kontakt med os. Dette gælder både i forbindelse med minikonfirmand- og konfirmandundervisning, til gudstjenester eller til arrangementer i kirke og sognegård. Det er også vigtigt, at vi har øje for de forskellige bosteder i vores sogne, og rækker ud til dem.
Det ligger i Kristendommens DNA, at her er plads til alle, derfor er netværket KirkeRumLighed utrolig vigtigt, og det er et område vi skal have fokus på.
Min interesse for at arbejde med mennesker med særlige behov, i mit virke som præst opstod, da jeg i mit første embede fik et konfirmandhold for børn med udviklingshandicap fra en specialskole. Lige siden har jeg varetaget konfirmandundervisning af børn med særlige behov, som f.eks. autisme, ADHD og forskellige andre udviklingshandicap. For mig er det at undervise børn med særlige behov - eller særlige evner, som jeg ynder at sige - en stor berigelse i mit præsteembede. Jeg tilpasser min undervisning og rammerne herfor ud fra de enkelte hold. Ud over en tydelig struktur, kendte rammer og genkendelighed, arbejder jeg meget konkret og visuelt i min undervisning. Jeg vægter relationen mellem mig som præst og konfirmanderne højt, da den er af afgørende betydning for forløbene.
De senere år har jeg også været en del i kontakt med det lokale bosted i sognet for voksne med udviklingshandicap. Her udtrykker personalet at der sidder utroligt mange mennesker, med ubearbejdet sorg. Her har jeg arbejdet relationelt, visuelt, og kreativt, idet mange beboere her ikke har så mange ord.
Det allervigtigste for mig, når jeg i mit virke som præst møder mennesker med særlige behov, er relationen. At tage udgangspunkt i det enkelte menneske med de ressourcer de har/ikke har, og forsøge skabe en tryg og god relation herfra. Den trygge relation er i mine øjne en meget vigtig forudsætning for både undervisning, sjælesorgssamtaler mm.
Mit arbejde med mennesker med særlige behov, samt personligt kendskab til området, idet jeg har en søn med autisme, inspirerede mig til at indføre det efterhånden udbredte Solsikkeprogram i Randers Søndre Provsti. Solsikkesnoren kan bæres af mennesker med usynlige handicaps, for at gøre opmærksom på, at man kan have brug for ekstra hjælp f.eks. i form af tålmodighed, tid eller guidning.