Som enhver institution, der tjener masserne, befinder kirken sig altid i en risikozone for at miste blikket for det særlige, det sårbare og det udsatte. Men det var netop sådanne individer Jesus opsøgte og samlede om sig. Det er dog ikke altid til at mærke denne grundlæggende del af kirkens DNA, hvor vi i tilrettelæggelsen af vores aktiviteter ofte indstiller os efter “det normale,” det ordinære, gennemsnitlige.
Jeg er med i netværket for børn, unge og voksne med særlige behov, fordi jeg tror der er en særlig velsignelse ved at inkludere og tilrettelægge vores menighedsaktiviteter med tanke på det særlige. Ikke for at kunne bryste os af et generøst overskud, men for at kirken kan blive sig selv; ikke som et ekstra hensyn, men som en vej ind i evangeliets kerne. Og som en påmindelse til os alle om, at for Gud er enhver af os særlige.
I det konkrete er det på den anden side nødvendigt at udbyde nogle aktiviteter alene med tanke på særlige behov. I min ansættelse drejer det sig hovedsageligt om konfirmationsundervisning for dem med særlige behov, der ikke kan trives i det store fællesskab. Men også i den øvrige del af mit præstearbejde arbejder jeg ud fra denne præmis - blikket for de særlige behov hjælper kirken med at blive sig selv.
|