Kristendom skal tale til hjerterne, men når vores hjerner er skruet sammen på vidt forskellige måder forbliver det en bunden opgave for kirken, at tilpasse undervisning, gudstjeneste og sjælesorg til de mennesker vi er kirke for. Så det netop går til hjertet, også for mennesker med særlige behov.
Siden 2012 har jeg varetaget konfirmandundervisningen på Specialcenter Pindstrupskolen. Her møder jeg børn med forskellige diagnoser som f.eks. ADHD, angst, og autisme. Fælles for flere af dem er, at de har brug for gentagelser, forudsigelighed, samt gode og tydelige rammer. Jeg har erfaring med at tilrettelægge undervisningen, så den både skaber tryghed og genkendelig, men også åbner op for de store fællesmenneskelige spørgsmål om liv og død, - kærlighed og smerte, - glæde og sorg, - hvem er jeg og hvem er Gud? Jeg anvender ofte billeder / små film, og sanselige værktøjer som lyd, musik, og dufte. Jeg sætter fagter på flere af sangene og laver mine egne genfortællinger af biblens fortællinger, så de bliver visuelle, og bedre fastholder konfirmanderne. Jeg prioriterer relations arbejdet højt, - både til den enkelte konfirmand, men også til forældrene, som ofte også har brug for at blive holdt særligt i hånden frem til konfirmationen. Jeg har god erfaring i at inddrage Pinstrupskolens personale, som altid er med ved undervisningen.
Jeg er repræsentant for Syddjurs Provsti i stiftsnetværket KirkeRumLighed – folkekirken og mennesker med særlige behov. Desuden er vi en flok præster fra Syddjurs Provsti, der for har oprettet en lille arbejdsgruppe netop om mennesker med særlige behov. På møderne skal vi blandt andet samtale om, hvordan vi kan komme de børn i møde, som har svært ved at komme i skole, - dem, som gerne vil konfirmeres, men som forbliver en tom stol, også i konfirmandlokalet.