Jeg har altid været meget optaget af, hvordan vi mennesker egentlig lærer: Hvordan fungerer hjernen? Hvad er det, der motiverer os til at lære nyt? Hvorfor kan én ting være næsten umulig at lære, mens vi lynhurtigt lærer noget andet. Hvorfor er det så forskelligt fra menneske til menneske, hvad vi synes, er svært og let? Og hvad kan man lære af alt dét, når man selv gerne vil lære fra sig? Ikke mindst i en kirkelig sammenhæng, hvor det ikke handler om faktuel læring af kommaregler og brøkregning, men om noget så blødt og uhåndgribeligt som tro og håb og ånd og...
Alle hjerner er vildt spændende, synes jeg! Både de neurotypiske og de neurodivergente - de "almindelige hjerner" og de "krøllede". Men allerede længe før, vi som samfund begyndte at sætte bogstaver på de mange forskellige "krøllede hjerner", var det dem, der gjorde mig allermest nysgerrig som formidler, og som drev mig til at udvikle nye og anderledes strategier i min undervisning af børn og unge med særlige behov.
Ret hurtigt gik det imidlertid op for mig, at de ting, der "virker godt" i specialklassesammenhæng, også forbedrer undervisningen markant af børn og unge i almenklasserne. Så når vi i folkekirken kontinuerligt arbejder for hele tiden at kunne formidle og forkynde evangeliet for alle - også de "krøllede" - så kommer det reelt hele kirken til gode.
De børn og unge, jeg primært arbejder med, har meget forskellige behov. Men fælles for flertallet af dem er, at de rent funktionelt ikke kan læse eller skrive. En vigtig del af min kirkelige undervisning foregår derfor via særlige lærebøger, som jeg selv producerer, samt små film og lydmontager, som jeg også selv står for.
Disse kan ses (og bruges frit!) på www.kon4mand.dk