Christina Holm Egelund

Jeg møder til dagligt børn og unge i konfirmandforberedelsen, men også i mine sorggrupper for unge voksne. Gennem det arbejde er jeg i stigende grad blevet opmærksom på, at unge med særlige behov ofte overses og overlades til sig selv i tabssituationer.

Gentagne gange har jeg mødt unge i mine sorggrupper, som er blevet afvist andre steder, fordi de havde diagnoser, som autisme (AFS), ADHD eller forskellige psykiske sårbarheder. De fortæller, at de fik at vide, at afvisningen skyldtes, at de ikke passede ind pga. deres udfordringer. De fortæller også, at de synes det er svært at finde nogen, som de kan tale med om deres sorg.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at diagnoser ikke kommer sorgen ved. Eller tænker vi, at unge med særlige behov ikke har de samme rettigheder/evner til at sørge som andre? Eller skyldes det i virkeligheden en berøringsangst over for døden og de efterfølgende sorgreaktioner hos de efterladte, og måske især i forhold til unge med særlige behov, hvorfor de så lades i stikken og alene – også i folkekirken?

Den manglende anerkendelse af unges sorg og den famlende tilgang til samtalen og emnet, skyldes naturligvis ikke ond vilje, men snarere manglende viden omkring mennesker med særlige behov samt egne autoreaktioner i mødet med sørgende mennesker.

Folkekirken har en særlig forpligtigelse til at gå foran i arbejdet med at ændre sorgkulturen og udvide normalbegrebet mht. sorgreaktioner og inkludere mennesker med særlige behov i de sørgendes fællesskab.

Den særlige forpligtigelse har vi, fordi vi ofte kommer i kontakt med døden og de pårørende. Forpligtigelsen er dog ikke blot praktisk begrundet, men også teologisk. Vi er ikke en elite kirke, men en inkluderende kirke - eller sådan burde det i hvert tilfælde være. Evangeliet er til alle mennesker med det implicitte håb og den trøst, som det rækker ud.