Hvad er en sundhedsskade/en erhvervssygdom?
Erhvervssygdomme, der er medført af længerevarende påvirkninger og hvor resultatet er sygdom, nedslidning eller en smertetilstand. Det kan for eksempel være luftvejssygdomme efter påvirkning af skimmelsvamp.
Vær opmærksom på, at anmeldelse af arbejdsulykker følger en anden procedure.
Hvordan anmeldes en sundhedsskade/erhvervssygdom?
Det er ikke arbejdsgiver, der skal anmelde en formodet og/eller konstateret erhvervssygdom, men derimod læge eller tandlæge.
Læger og tandlæger, der gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en konstateret eller formodet sundhedsskade/erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads, skal anmelde det til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.
Hvad skal sognepræsten gøre:
Tilskadekomne kan på et hvilket som helst tidspunkt bede Arbejdsskadestyrelsen om at stoppe behandlingen af sagen eller slet ikke behandle sagen. I forbindelse med opstart af sagen, får tilskadekomne altid tilsendt et brev, hvor tilskadekomne får mulighed for at afslutte sagen med det samme. Senere i forløbet kan tilskadekomne altid selv rette henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen og få stoppet sagsbehandlingen.
Hvad skal provsten/biskoppen gøre:
Hvis tilskadekomne i brevet fra Arbejdsskadestyrelsen giver samtykke til at Arbejdsskadestyrelsen sagsbehandler anmeldelsen, vil arbejdsgiveren oftest blive bekendt med, hvem tilskadekomne er.
Arbejdstilsynet holder altid tilskadekomne anonym over for arbejdsgiver.
Provsten og biskoppen har således ingen opgaver i forbindelse med anmeldelse af sundhedsskade/erhvervssygdom.
Hvis provsten/biskoppen bliver orienteret om en anmeldt sundhedsskade/erhvervssygdom, kan der eventuelt iværksættes en indsats for at forebygge fremtidige sundhedsskader/erhvervssygdomme. Dette vil komme an på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.
Relevant retsgrundlag
Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet nr. 615 af 8. juni 2010 med senere ændringer.
Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed nr. 1181 af 15. oktober 2010.
Øvrig indsats
Arbejdsmiljøudvalget i Århus Stift er derudover forpligtet til en gang årligt udarbejde en samlet oversigt over ulykker, forgiftninger og sundhedsskader i virksomheden. Arbejdsmiljøorganisationen skal følge op på alvorlige ulykker, alvorlige forgiftninger eller andre sundhedsskader eller tilløb hertil, og når der i øvrigt er særlige forhold, der kræver opfølgning.