Biskoppens prædiken ved Kirkernes Folkemøde i Silkeborg

Kender I det, at der kommer en hen og spørger: Kan du kende mig? Og det kan du faktisk ikke, men mens du så står der på hidsig fisketur i din hukommelses mudrede vande, så dukker der et eller andet op fra længst forsvundne tider. Du ser måske et lettere ældet ansigt. Sådan cirka lige så ældet som dit eget. Kendt og ukendt på samme tid. For der inde bagved alle rynkerne og den vigende hårpragt befinder sig ham eller hende, du kendte engang. Men nogle kilo, og så meget andet nyt, er kommet til. Det dæmrende tøvende: “Ja, men er det ikke…?” bliver til et: “Åh, jamen det er jo dig!” Og så har man pludselig meget at tale om. Så meget at spørge ind til og samle op på -for sammen at blive klogere på alt dét, der er kommet til siden sidst.

Da de to disciple gik der på vejen til Emmaus, og tredjemanden kom og slog følge med dem, var de af forståelige grunde så opslugte af deres egen elendighed og fortvivlelse og bristede håb, at de intet så, registrerede og fattede. De sidste dages begivenheder skulle fortælles og genfortælles for at forstås. Først for hinanden. Siden for følgesvenden. “Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel,” lød det. Som et omkvæd næsten.

Men den lyttende følgesvend begyndte så at tale og udlægge og forklare med ord, der faldt så godt i deres oprørte hjerter. Som regn i den tørre jord. “Bliv hos os,” bad de, da han lod til at ville videre. Var der noget kært fortroligt, der begyndte at tone frem? Var der noget, der dæmrede? Så de noget, fornemmede de noget, anede de noget kendt der inde bagved, som de fortabt i deres eget, ikke havde sanset? Måske. Men da han brød brødet, så de det. De så ham. Han var derinde bagved den fremmede fremtoning. Kærligheden, tilgivelsen, barmhjertigheden, nåden strømmede dem i møde. I mørket på det fremmede sted, på den øde landevej. Verden blev en anden. Der var meget at samle op på.

Og lige siden har vi i den kristne menighed, i ordene og sakramenterne mødt og genkendt den opstandne og mærket hjertet brænde i os. Også når vi rodede rundt i vores forvirring eller på fremmede veje og i tiltagende tusmørke. Også når vi var så fortabte i vores eget, at vi ikke orkede at lytte til andre end os selv og se længere end os selv. Han viser sig for at følges med os og lade sig genkende, når hans ord rammer ned i vores træge hjerter, og får dem til at gløde, og håbet tændes i os.

Nu skal vi ud at gå og mødes og tale sammen i Silkeborgs gader hen over de kommende dage. Kendte ældede ansigter vil dukke op i mylderet og heldigvis mange flere nye. Vi kommer forskellige steder fra. Mange forskellige veje er vi kommet ad. Vi skal følges en tid, krydse hinandens veje. Og vi skal tale om tiden. Vores tid. Den der vækker så meget bekymring i os. Og vrede. Og splittelse.

For vores tid er en tid, der splitter. Grusomhederne i Gaza og Ukraine. Autokraternes amokløb. Rovdyrenes tid. De sociale mediers rastløse sværme af rasende og krænkede ensomme sjæle. Så mange der ser sig tilbage og vil en enklere verden. Så mange, der finder sammen ved at holde andre på afstand. Og så er der alle os, der om vi vil det eller ej, så let selv opfanges af polariseringens centrifugalkræfter og blive vrede, og hæver stemmen, når vi modsiges.

Og når vreden hersker bliver vi både kortåndede og nærsynede. Vores blik låses fast på mobilens strøm af ildevarslende og opflammende overskrifter eller de iltre opslag på de sociale medier. Vi går i forsvarsposition, prepper og låser døren, og så tager det ene ord det andet. Konspirationsteorier og hadske fantasmer opstår. Vi fortvivler i ensomhed, eller finder sammen med dem, der i forvejen er enige med os. Og så kan det blive til både udskamning og udstødelse eller, for den sags skyld, faldende bomber.

Da de to gik der på vejen fra Jerusalem til Emmaus var de af gode grunde også fortabt i deres eget, stakåndede og kortsynede. Ikke så meget af vrede som af sorg og fortvivlelse. Verden havde vist sig at være den tomme, mørke, håbs-løse og kolde affære, som den nogle gange kan tage sig ud, når den går ud over en. Samtalen mellem dem var som et lukket kredsløb. Intet nyt bragte den. Men så kom tredjemanden der, forstyrrede dem, spurgte og forklarede og perspektiverede og udlagde og bragte sit rige nær, og ad den vej begyndte livet og lyset langsomt at sive ind i deres samtale. Den åbnede sig, og de løftede blikket, og deres hjerter begyndte at brænde.

Så lad os, på samme måde, på vores små vandringer rundt på vejene og gaderne og i kirkerne og boderne og teltene og lokalerne, forstyrre og hjælpe hinanden til på så mange måder at genkende vores trofaste følgesvend og høre, hvad han lærte og lærer os. Hjælpe hinanden til at udlægge teksten og diskutere og fortolke og tale og forstå. Vi må løfte blikket og se længere end os selv og vores eget. Og så må vi, som vi nu bedst kan, tage det med os ud, videre, hjem til vores steder og menigheder og kirker og gentage, at håbet er ude af graven. At håbet er ude at vandre. At håbet er levende, lyslevende. Som vi sammen skal synge om lidt.

Og det vil jeg ønske for disse himmelske dage, at det bliver en stor modsigelse, en stor fed modsigelse af denne splittelsernes tid. Alt det omkring os der splitter. Alt det i os der splitter. Ikke at vi skal ud og råbe ad tiden eller gøre os bedre end den, hævet over den. Nej. Vi skal løfte blikket, se længere, åbne ører, vores egne og andres, for vores trofaste følgesvends ord og gerning og tage imod ham og følges med ham ind i den verden og virkelighed, hvor der er højt til loftet, hvor stenen er væltet fra, hvor lyset falder ind, og håbet bor.

Han er ikke gået. Han har ikke efterladt os. Han er der, og jeg håber og ber til, at du kan genkende ham på din vej.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.