Biskoppens nyhedsbrev for august 2025

I en sommerferie er der tid til avislæsning og dermed også en nærliggende risiko for at fortabe sig i de ildevarslende nyheder. Selv måtte jeg flere gange rejse mig fra min ellers så magelige liggestol på sommerhusets terrasse og gå ud og nærstudere nogle af de nye muldvarpeskud for ikke at blive overmandet af de bekymringer og dystre spekulationer, der ellers bød sig til.  

Den nyhed, jeg vil nævne her i nyhedsbrevet, er nok forbigået manges opmærksomhed. Den er heller ikke - slet, slet ikke - i samme kategori som, hvad vi ellers hører og ser derudefra. Men den er fra vores folkekirkelige næromgivelser, og er måske ikke en nyhed som sådan.

Nærmere en udvikling, der længe har været undervejs, men som nu får statistisk kyndige iagttagere til at slå fast: Faldende dåbstal, udmeldinger og indvandring gør, at vi måske allerede i 2040’erne ophører med at være folkets kirke, og ændrer status fra flertalskirken til en kirke blandt andre kirker. Indenfor de næste 25 år altså! 

Så hvad gør vi nu?

Budskabet, verden ikke kan undvære

Ja, i første omgang kan vores lille lokale udfordring stille sig ned bagerst i køen med alle de store globale af slagsen: En verdensorden i opbrud, klimakrise, kunstig intelligens for at nævne nogle få. Og vi kan, med en velafprøvet strategi for den slags, resignere, fortrænge og gå ud og kigge på muldvarpeskud i stedet. 

Eller vi kan - i hvert fald i første omgang - holde fast i, hvad vi har, og gøre det vi skal så godt, som vi kan. Hele tiden med den vished, at vi repræsenterer og formidler et budskab, verden ikke kan undvære.  

Og vi skal have øje for vores omverden. Ikke et øjeblik tabe den af syne: Vores store omverden, vores nære omverden, de mennesker vi er kirke for, dem vi bor og virker iblandt. Fremfor alt må vi ikke blive en indadvendt folkekirke, der i skyggen af de bekymrende forandringer, der pågår omkring os, fortaber os i muldvarpeskud. Og her tænker jeg på al den interne fnidder, ævl og kævl og alle de småtterier, vi er så gode til at lade fylde rigtig meget.  

Udadvendt virksomhed

Lettere sagt end gjort, ja! Men det er jo netop den udadvendte virksomhed, vi er gode og gearede til. Det er dét, folkekirkens præster, øvrige ansatte, menighedsrådsmedlemmer og andre engagerede er hamrende dygtige til, når de møder sognets mennesker i al deres brogede forskellighed - dåbsforældrene, konfirmanderne, de troende og de tvivlende og dem, der kommer forbi og falder ind.

Når der tales til og med mennesker, og det største gøres konkret og erfaringsnært i det små og i det nære: De kirkelige handlinger, det diakonale arbejde, arbejdet med migrantkristne, møderne, hvor vi møder andre end os selv. Alt sammen måder og møder, hvor det gamle budskab fortolkes ind i nye sammenhænge og livssituationer.  

Og det vil jeg bede jer om, her hvor hverdagene kommer sagtmodigt traskende i hælene på en lang sommerferie: Bliv ved med det! Hold perspektivet! Det store udadvendte perspektiv. 

Jeg ved ikke, om det redder folkekirken som folkekirke. Men jeg tror altså mere på den daglige lokale årvågenhed og kamp, hvor vi er til stede med alt det gode, vi har og kan. Hvor vi er lydhøre, nysgerrige, inviterer ind, og ikke er rædde af os eller nærige med os selv, og hvor vi gør alt for, at ordet skal blive hørt.  

Jeg tror mere på det daglige, gode, solide, nødvendige, glædesbringende arbejde, end jeg tror på forkromede visioner og store redningsplaner. Eller resigneret beskuelse af muldvarpeskud for den sags skyld. 

Håber, I nød ferien. Velkommen tilbage til virkeligheden. Gud i vold og alt godt! 

Med venlig hilsen

Henrik Wigh-Poulsen