Biskop Henrik Wigh-Poulsen prædiker ved stor gudstjeneste på Kirkernes Folkemøde
Det er ikke hverdagskost, at torvet i Silkeborg by omdannes til en stor udendørskirke for mennesker fra alle mulige kirkelige retninger i Danmark. Ikke desto mindre sker det torsdag den 29. maj klokken 14, når Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde begynder.
Biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, prædiker over Emmaus-vandringen. Og netop vandringstemaet og muligheden for at træde ad nye stier er fokus i åbningsprædikenen. Eller sagt på folkemøde-sprog: Løfter blikket. Nye perspektiver. Nye indsigter. Nye fællesskaber.

Af René Høeg, Himmelske Dage
Hanne Jul Jacobsen, sognepræst i Aarhus og en af tovholderne, siger: ”Vi har forsøgt at tage højde for, at gudstjenesten skal foregå midt i det offentlige rum på Silkeborg Torv, hvor mange kommer forbi, når de er ude at gå tur. Vi håber, at nogle vil føle sig inviterede til at stoppe op og være med.”
”Samtidig er det en spændende udfordring at skulle skære ind til kernen af det, vi er fælles om på tværs af katolikker, baptister, frikirkefolk, folkekirke med flere. Det har givet nogle spændende samtaler i planlægningen, som jeg håber kommer til udtryk i gudstjenesten.”
Henrik Wigh-Poulsen ønsker, at åbenhed og nysgerrighed skal kendetegne hans prædiken.
”Vi skal møde de andre på den anden sige af hækken. Vi bor i samme nabolag og land, og kan hurtigt forfalde til at stå fast på hver vores. På Kirkernes Folkemøde må vi forsøge at trænge ind bag ved de vante gevandter.
Jeg skal eksempelvis møde Kardinal Mario Grech fra Den Katolske Kirke, som jeg ser frem til at byde velkommen. Jeg glæder mig til, at vi hen over en bid mad kan finde ind til de mange perspektiver, vi kan enes om. Men jo også til at lære nyt. Jeg vil være åben og lade mig overraske, siger Aarhus-bispen.”
Temaet for Himmelske Dage er løfter blikket, og åbningsgudstjenesten er tænkt som en udfoldelse af temaet og begyndelsen på en samtale. Den samtale skal foregå i løbet af de dage i Kristi Himmelfartsdagene, deltagerne er samlet i Silkeborg. Det er muligt at købe adgang til alle dage eller enkeltvis.
”Jeg håber, folk går opløftede fra gudstjenesten, med en erfaring af, at ordene får ånd og krop og ben at gå på, lige der midt på Silkeborg Torv,” siger Hanne Jul Jacobsen.
”Emmausberetningen er netop mødet. Og det er, hvad evangeliet tilsiger: mødet med næsten. Det handler ikke om at komme med sin faste værkstedskasse, som vi hver især vil fikse verden med. Det er et ægte møde, et forandrende møde. En, kan man sige, verdensudvidelse i det små i forhold til den verden og de traditioner, vi bygger på,” siger Henrik Wigh-Poulsen.
Emmausberetningen findes i Lukasevangeliet kapitel 24, vers 13-35. Den kan læses på Bibelselskabets hjemmeside https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/24
Gudstjenesten ledes også af liturg, Maria Thaarup fra Metodistkirken i Aarhus.
De over 250 arrangementer og gudstjenester findes på www.himmelskedage.dk/program
Der ventes 20.000 deltagere over de fire dage, 29. maj til 1. juni 2025.