Prædiken ved Landemode 2026 

I gudstjenestens begyndelse bad jeg en bøn af Veit Dietrich, som formulerede den under reformationen. Den er blevet brugt lige siden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt den. Det er ikke så få. Jeg synes, den er meget smuk og tankevækkende, særligt fordi den peger vores tid ud som en salig tid.

”Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os leve i denne salige tid, da vi kan høre dit hellige evangelium, kende din guddommelige vilje og dit faderlige hjerte og se din Søn Jesus Kristus.”

Denne salige tid – selvom bekymringerne om verdens gang fra tid til anden kan få en til at tænke på, om de sidste tider er nær, så holder bønnen os fast på nærmest en hellig pligt – at vi er taknemmelige, fordi vi lever i netop denne tid.

Der er hverken nostalgi eller særlig længsel efter fremtiden. Men en glæde ved at leve i denne tid.

Sådan spejler bønnen på sæt og vis Martin Luthers egen tro og tilgang til livet. I hans sidste år blev han mere og mere overbevist om, at de sidste tider var nær. Hvad var hans svar? At engagere sig mere og dybere i tiden.

På den ene side sidder vi altså her anno 2026 med alt det i verden, der fylder os ubegribeligt med lige dele glæde og bekymring. Samtidig kan vi finde os selv som det foreløbig sidste led i den lange kæde af tilhørere, som i generation efter generation har hørt budskabet om Guds gådefulde virkelighed.

Tænk, at denne bøn – ligesom evangeliet – har lydt i enhver kirke i hele landet gennem så mange tider. I bønnen er Gud blevet takket for livet, både når der har været krig, og når der har været fred. Når der har været overflod eller misvækst.

Generation efter generation har takket Gud, fordi de netop fik lov til at leve i den tid, der var deres. Helt som vi også gør det. Det er en salig tid, fordi også vi kan høre og forkynde evangeliet for hinanden og i de kirker, vi hører hjemme i til daglig.

Det er en salig tid, ikke under henvisning til lykke eller velstand, men fordi vi har lært Guds vilje og faderlige hjerte at kende.

Hvad der gemmer sig i Guds hjerte og vilje, er på den ene side gådefuldt. Verdens overdådighed, lysets skælven, naturens farvepragt, rosen, sommerfuglen, skabelsens mystik – som vi lever midt i. Vi kan både opleve, hvordan livet løber fra os som sand mellem fingrene, og modsætningen – velsignelsens tyngde, som vi også møder.

Gådefuldt er livet, og gådefuld er Gud.

Men vi bliver ikke stående ved det gådefulde. For på den anden side er Jesus den vej, der åbner os en anden dør til et kig ind i det gådefulde. I ham får vi Gud at se. Men selv her gemmer Gud sig under sin modsætning.

Scenen i evangeliet, som vi har hørt, er ellers meget enkel.

De er på vej til Jerusalem. Zebedæussønnernes mor kaster sig ydmygt ned for Jesus. De ser på ham som en konge på vej til at indtage Jerusalem.

Derfor var hun og sikkert hendes to sønner noget optaget af, hvem der skulle indtage sæderne på hans venstre og højre side, når han en dag, om ikke så længe, skulle indtage tronen. Og hun havde da et par forslag, hvis han var interesseret!

De ti andre bliver tossede over at høre om de tos ambitioner. Sådan er der vist ingen blandt menneskenes børn, der ikke kender til ambitioner og simpel jalousi.

Så kort en scene og så alligevel nok til at udlevere de to og de ti andre. Det er i virkeligheden nok det mindst gådefulde i den scene, fordi vi hver især nok kender det fra vores fælles liv. Ja, særligt kender vi misundelsen og magtkampen – mest fra de andre, naturligvis.

Det er bagtæppet for, at Jesus viser os et kig ind i det guddommelige gådefulde. Tilværelsens inderste hemmelighed åbner han for os.

Jesus udfolder det i to enkle sætninger, så korte og så fortættede – den, der vil være stor, skal være tjener. Den, der vil være den første, skal være jeres træl.

Og – Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

Det gådefulde inderste i livet består af én ting: at sætte sig selv i anden række. Give sig selv til den anden.

Det kaldes i en af vores salmer også for korsets gåde, og alt i Jesu liv synes at pege hen mod denne gåde. At han gav sig selv og nu står som alles tjener.

Det er meget at sige i en sætning, at den almægtige er tjener. Men det er gåden forkyndt for os som tilværelsens fundament eller inderste grund og mening. Det er en salig tid, hvor Jesus viser os Guds sande ansigt.

Det er et gådefuldt budskab, og dog genkender vi det let, når vi måtte møde det. Fx bliver jeg aldrig træt af H. C. Andersens tepotte, hvor den stilfærdigt nærmest sukker: Velsignet er det at glemme sig selv i andre. Og vi ved, det er sandt.

Det er et budskab, som er voldsomt krævende at leve med. For når alt bliver vendt op og ned, hvor den største skal være den mindste og omvendt, hvor herskeren skal være alles træl, så er den verden, vi har bygget med hierarkier og forskelle af den ene og anden art, ikke til noget. Ethvert menneske vinder i Guds øjne uendelig værdi. Alle er lige.

Tænk bare på hele balladen med Jesus. Hos ham var der ikke forskel på nogen. De syge, som ingen ville have noget med at gøre, havde Faderen også i sit hjerte.

Ligesom tolderne – uværdige som de var, men for Jesus var der ingen forskel mellem dem og de andre i byen.

Eller byens luder – som fik lov til at vaske hans fødder, kysse dem og salve dem med olie. Hun var for ham et menneske som alle andre.

Det betyder vel også, at vi er lige med dem, vi ikke bryder os om.

Det er gådefuldt og voldsomt. Også for en Paulus, som vi hørte tidligere, der opfattede sig selv som den største af alle syndere, og dog fandt han barmhjertighed.

For det hele handler om, at vi i hans øjne ikke bliver set som særlige mennesker med særlige egenskaber og præferencer. Han ser os ikke som nogle, der har særlige meritter eller positioner. Selv de to Zebedæussønner blev set som de mennesker, de var.

Måske er det derfor, det måtte ende med Jesu død. Fordi det var og er en revolutionær tanke, vi ikke kan rumme. Det er gudsriget, vi får et kig ind i, som, uagtet hvor stort og gådefuldt det er, så er det ikke til at forlige os med til daglig. Og derfor skal det også forkyndes i morgen. På søndag og i ugen, der følger.

I Jesus ser vi den guddommelige vilje og det faderlige hjerte – tilværelsens inderste grund. Budskabet forlener ethvert menneske med forestillingen om ethvert menneskes værdighed og om vores grundlæggende lighed. Intet menneske er et middel, men et mål.

Evangeliet skubber her i den grad på vores moralske fantasi. Ikke i en forestilling om, at vi skal realisere Guds rige. Det kommer, når Gud vil.

Historisk set har evangeliet påvirket vores kultur helt utroligt og i en grad, så vi let kan overse det. Og har Jesus givet sit liv som løsesum for mange, for enhver, handler det naturligvis først og sidst om dit og mit forhold til Gud. Fra nu af har det nåden som fortegn. Men der følger også forestillinger om ethvert menneskes værdighed og lighed. Uagtet alle de idéer, vi måtte have om forskelle mellem køn, seksualitet, alder og hvad ved jeg.

Så hvad kan forestillingen om, at vi er mødt af tjenersind, og at det gælder ethvert menneske, komme til at betyde for vores samtale og beslutninger i morgen?

Ingen kan upåvirket høre om korsets gåde. Det er en salig tid. Vi har i Jesus mødt Gud som en nådefuld og overraskende Gud.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Lad os bede:

Herre, vor Gud.

Vi takker dig for livet, som du har givet os.

Lær os at leve, som vi var bestemt til; i åbenhed, med hjertet vendt hen imod dig og hen imod vor næste. Giv os mod til at begynde forfra, hver gang det ikke lykkes.

Tak for den grænseløse kærlighed, som du har vist os, ved at gøre dit indtog i vort liv gennem din søn, vor Herre Jesus Kristus, som blev menneske, døde og opstod for os, og som nu og for altid selv er til stede iblandt os.

Vær os nær, så vi må finde trøst og styrke, når tilværelsen synes meningsløs. Vær os nær, når vi er fortvivlede, syge og ensomme. Vores tid er i dine hænder.

Velsign din kirke ud over jorden. Lad med din Helligånd – dit Ord være i bevægelse blandt os, til glæde for et levende og åbent fællesskab.

Vi beder for Hans Majestæt Kong Frederik den Tiende og hele det kongelige hus, for al lovlig øvrighed, for alle med ansvar i vort samfund. Giv dem og os alle din nåde, fred og velsignelse.
 

Amen.

Efter næste salme er der altergang. Altergangen vil blive afviklet som kontinuerlig, så når du har modtaget brød og vin, kan du forlade koret i en af sideudgangene øverst th eller tv.
 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle! 

Amen.