Grundslovstale 2026

Jeg tror nok, at en rigtig grundlovstale mest burde dreje sig om – ja – Grundloven.

Det er, som det skal være. Den skal markeres og fejres. Først og sidst fordi det ikke er en selvfølge med en Grundlov som vores, der sikrer os friheden fra statsmagten – til at tænke, tro og tale frit.

Og vores politikere taler i dag videre herfra om glæden ved, at vi endelig har fået en regering. Eller de gyser over den samme regering og over, at det skulle tage så lang tid.

Der er imidlertid noget, der både kommer før Grundloven, og som Grundloven på sæt og vis bygger på, samtidig med at den skal sikre og bevare det.

Det er livet imellem os.

Livet i lokalsamfundet med den forskellighed og mangfoldighed, der nu engang er.

Det vender jeg tilbage til.

Men først en historie fra det virkelige liv.

Jeg er født på landet. I det, vi kaldte ”henne i byen”, havde vi en købmand. Han havde ikke det store udvalg. Men det var ham, vi havde, og vi vidste faktisk ikke bedre. Så det var godt nok.

Vi var en lille håndfuld drenge, som kom fra gårdene rundt om, og som så småt begyndte at lide af udlængsel. Nogle af de andre købte en knallert – en Suzuki – for at få afløb for den. Eller noget skulle der jo ske. Vi andre havde vores gamle cykler, der var gået i arv mere end én gang.

Lige netop den sommer, før et par af os søgte skole uden for sognet, blev vi klar over, at købmanden i vores sogn kunne noget særligt. Det var den dag, hvor Søren Kristian og Klaudi kom ræsende tilbage fra butikken med to poser øl. Det var op til Sankt Hans, og der var enighed om, at det var tid til at prøve det dér med øl.

Denne eftermiddag den 23. juni havde de fundet to gange seks juleøl hos købmanden fra året før. Højsommer og jul! Åh, hvor grinte vi meget af det. Så vi cyklede efter de to på knallert, og i en grøftekant på sikker afstand af rigtige voksnes blikke smagte vi denne midsommeraften på juleøllet.

Senere viste det sig, at købmanden ringede til Klaudis far og fortalte ham, at ”knejterne” havde købt hans sidste juleøl. Så selv om vi syntes, at vi var nogle farlige karle, blev der passet på os, uden at vi vidste det.

Hvorfor sådan en anekdote fra en svunden tid? Fordi den gemmer på en hyldest til lokalsamfundet og til, hvad det kan.

Lokalsamfundet er en af de afgørende byggesten i vores samfund. Det er her, man passer på hinanden. Jeg kender godt til bagsiden – snakken og sladderen også. Men er det andet end bagsiden af forsiden, at der også er nogen, der holder øje med én? At det ikke kører helt skævt?

Niels Hausgaard har for mange år siden skrevet en fin sang om noget, der rimer på dette med at holde lidt øje med hinanden. Et af versene går sådan her:

Når mågerne skriger højt under himlen
Og havluften kaster dem ind over land
Når naboen tar’ sig til huen og hilser
Og spør’ til min ryg, når den har været slem

Så ved jeg, hvor jeg er henne
Så er jeg hjemme.

Man fornemmer nok, hvor vi er henne. Det er ved kysten i Nordjylland. Men sangen siger også noget om, hvad det vil sige at høre til et sted.

Jeg har hjemme et sted i verden, netop hvor jeg er genkendt. Hvor en nabo hilser og spørger, hvordan det går med ryggen. Sådan får man også sagt noget om, hvad det vil sige ikke at være hjemme et sted.

Det er der, hvor ingen hilser. Hvor afstanden mellem os er blevet så stor, at vi ikke genkender hinanden og ikke orker nysgerrigt at spørge ind til den anden: Hvordan går det? Hvordan har du det?

Det er omsorgen for den anden, uanset at vi ikke er i familie, deler tro, politisk overbevisning eller andre af de ting, som også er vigtige. Men medmenneskeligheden er dog det første og det vigtigste.

Der er et afrikansk ordsprog, der siger noget af det samme: Der skal en hel landsby til at opfostre et barn. Der skal mere end én eller to forældre til. Mere end én familie. Der skal en hel landsby til for at danne et fællesskab og danne et menneske.

Grundloven sikrer os en række friheder. Og det er godt. Men respekten for den anden, ansvaret for hinanden og det fælles begynder et andet sted – her i det nære.

Det er dette engagement, det at vi går en omvej for hinanden, der betyder noget i det daglige og holder et samfund sammen.

Se – nu er det en del år siden, hvor nogle unge knejter drak juleøl til Sankt Hans i det vestjyske. Dengang tænkte jeg: Hvordan må det så ikke være at flytte til byen? Siden har jeg oplevet, at der ingen grund er til at tro, at det nødvendigvis er lettere at finde sammen, jo flere der bor sammen.

I nye bydele, steder hvor hele nye byer skyder op. Og det er da herligt – tænker man. Men hvor mødes man? Hvilken kultur er der her for at tage ansvar for, at noget af alt det, der binder os sammen, bliver til noget?

Nå, det er ikke let. Men desto bedre er det at være med her i dag. I Molsværket. Hvor fornemmelsen netop er, at I rykker sammen. På tværs af generationer, interesser og aktiviteter – og på tværs af hele Mols.

Jeg tænker: Her er der meget at lære. Og det vigtige er, at når man mødes sådan her på tværs, bliver forståelsen for hinandens særheder og holdninger kun lidt større.

Og det har vi brug for, særligt i et samfund, hvor debatten synes at trække os væk fra hinanden. Ind i særlige interesser. Hvor alt synes at være blevet til politik.

Man får let fornemmelsen af i dag, at selv det, du spiser, er blevet til politik. Er du veganer, vegetar, eller har du slet ikke nogen holdning, men spiser bare det, der bliver sat foran dig? Eller – tør jeg sige det på disse kanter – kan du gå en tur i Nationalparken uden at tage stilling til dyrevelfærd? Er du for eller imod? Og jeg, som bare gik en tur i bakkerne!?

Det er ikke let, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver lettere. Derfor er der kun én ting, der virkelig betyder noget her, og det er det, der kommer før alt bliver til politik.

Det er, at vi mødes, taler sammen, finder knudepunkterne for at mødes, deler vores forskellighed, øver respekten for den andens synspunkter og ikke bare sidder derhjemme bag skærmene.

Se – alt dette kan vi nok let blive enige om. Det vigtige på en grundlovsdag som i dag er, hvordan vi får flere med ind i samtalen, ind i det lokale fællesskab.

Jeg vil til sidst dele lidt fra et andet lokalsamfund, hvor jeg lærte jeres værkfører Pia at kende og blev klogere på vigtigheden af knudepunkterne, mødestederne og lokalsamfundet, som vi deler.

Det er i Gellerup i Aarhus V. Her er jeg selv blevet meget klogere på, hvor vigtigt det er at mødes med dem, man deler lokalsamfund med, og som på alle måder har en helt anden baggrund end én selv.

Det interessante her er, at når det kommer til samtalen med det menneske, som tror og tænker anderledes, så har det danske samfund aldrig rigtig interesseret sig for religion.

Vi har som samfund levet med en forståelse af, at enten holder du din tro for dig selv, eller også er troen farlig. Man får fornemmelsen af, at den grundlovssikrede religionsfrihed bliver forstået som: Fri mig for din religion – og i særdeleshed al religion.

Men har vi ikke overset, at den sikrede ret til at tro, hvad du vil, ikke er en tilfældig og til lejligheden opfundet frihedsrettighed? Din tro siger noget om det, du gemmer nærmest dit hjerte. Det er der ingen, der kan bestemme over. Men det fritager os ikke for at interessere os for det, som optager den anden dybest.

Med troens sprog kan vi tale om det, vi frygter og håber allermest. Om det, vi ikke kan lave om på, og om hvordan vi forholder os til det uafvendelige.

Dette møde med dem, som tænker og tror anderledes, arbejder man med at genopdage og varme op under i Gellerup. Jeg møder det først og fremmest, når jeg hører om, hvordan de omkring kirken tager del i lokalsamfundets glæder og sorger. De spørger naboen: ”Har du haft en god jul?” Og den anden vej: ”Havde I en god Eid-fest?” Så deler de traditioner om fasten, om nationalretter og meget andet.

Det er sandt for dyden ikke altid lige let. Men her øver man sig på at finde fælles sprog, mødesteder for samtaler, forståelse og enighed om, hvad vi ikke er enige om.

Religionen findes, og jeg er sikker på, at vi skal genopdage, hvad religion betyder for den enkelte. Og hvor kan man det? Måske netop i lokalsamfundet, i sognet, hvor vi i forvejen deler så meget.

Mit håb og min tro er, at vi bygger samfund både fra neden og fra oven. Fra oven, fordi det er herfra, rammen med en Grundlov sættes – med alle de frihedsrettigheder, vi har givet hinanden. Og vi bygger fra neden, fordi det er her, vi udfylder Grundloven – måske kan man sige, at vi opfylder den – med det liv, vi deler.

God grundlovsdag.