Fortsæt til hovedindholdet

Ny biskop vil styrke kirkens samarbejde med det offentlige 

Artikel i Altinget 19. juni 2026

Kirkernes skal fylde mere i resten af samfundet, både når det gælder omsorg for sårbare, kriseberedskab og undervisning i folkeskolen, siger ny biskop. 

Af Karl Emil Frost, journalist, Altinget 

Forbindelseslinjerne mellem kirkerne og kommunerne skal styrkes. Det mener Esben Thusgård, der er ny biskop i Aarhus Stift. 

"Folkekirken kan bibringe et ekstra perspektiv i forhold til velfærdssamfundet og gør det allerede mange steder. Jeg vil styrke kirkernes fokus på samarbejde med kommunerne og staten," siger han. 

Folkekirken skal være en endnu mere synlig aktør i offentligheden. Indsatsen skal styrkes, når det gælder alt fra bekæmpelse af ensomhed, undervisning i folkeskolen og implementering af lokale beredskabsplaner, uddyber Esben Thusgård. 

"I løbet af de seneste par årtier er hospitalspræster blevet en naturlig og fast del af hospitalsvæsenet. Der ligger en opgave i at finde samme type potentiale på endnu flere områder, og det arbejde er allerede i fuld gang." 

Også Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold (S), fremhævede samarbejdet mellem kirke og kommune i sin lykønskning til biskoppen, og den tidligere kirkeminister Morten Dahlin (V) arbejdede for at styrke samarbejdet om særligt sociale indsatser. Ifølge Esben Thusgård oplever kirken også en øget kommunal opmærksomhed på mulighederne for samarbejde. 

"Man kunne forvente flere forbehold for samarbejde med religiøse aktører. Men vi har oplevet åbenhed og interesse. Kirken er selvfølgelig også opmærksom på at skelne mellem mission og samarbejdet i lokalsamfundet." 

"For mig er det afgørende, at folkekirkens varedeklaration er helt tydelig." 

Hvad er varedeklarationen? 

"Vi kommer med en respekt for det andet menneske, og det andet menneske skal vide, at det er en præst fra folkekirken, de taler med." 

"Og hvis det synes naturligt at bede en bøn eller Fadervor, så vil præsten typisk spørge om det, og hvis det ikke ønskes, så respekteres det selvfølgelig." 

Vil bidrage til beredskab 

Konkret fremhæver Esben Thusgård, hvordan flere plejehjem har et samarbejde med kirker, hvor ansatte og ældre har samtaler med præster. Flere sogne har også indsatser, hvor ensomme borgere får besøg af en kirkeansat. 

"Det er en parallel til hospitalspræsten, men endnu ikke lige så stærkt formaliseret." 

Hvad kan du som biskop gøre for at udvide den type samarbejde? 

"Jeg vil være optaget af at sætte øget fokus på samarbejde rundt om i sognene, så sognene kan inspirere hinanden. Sammen med Viborg Stift afholder vi i efteråret en konference, hvor midtjyske kommuner er inviteret." 

"Det gør vi for at skabe synlighed om folkekirken i lokalsamfundet." Flere steder byder kirker sig til for at bidrage til kommunernes beredskabsplaner. 

Kirkerummet er nemlig et oplagt sted at samles i mere eller mindre alvorlige krisesituationer, lyder det. 

"Det handler helt konkret om at have et sted i lokalsamfundet, hvor mennesker kan samles og dele usikkerheden. I fællesskab møde det, som vi ikke har magten over. Samtidig kan myndighedernes information formidles i fællesskab," siger Esben Thusgård og tilføjer: 

"Og hvor præsten også kan formidle ord om trøst og håb." 

Hvad er dit syn på samarbejde med andre trossamfund om den type indsatser? 

"Det giver god mening mange steder. Det afgørende er omsorgen for det enkelte menneske. Nogle sogne er meget homogene, mens andre er langt mere mangfoldige. I de områder vil det være helt naturligt at samarbejde med andre trossamfund." 

Kirke på skoleskemaet 

Flere østjyske skoler har også indgået i samarbejde med kirkerne om undervisning. 

"Alene i Aarhus Kommune har skolekirkesamarbejdet kontakt med ca. 800 klasser om året. Det er 15.000-18.000 skoleelever, som møder folkekirken i konkrete tilbud," siger Esben Thusgård. 

Konkret kan samarbejdet bestå af skolebesøg i den lokale kirke eller kulturelle tilbud som teaterforestillinger, koncerter og biograffilm med tilhørende undervisningsforløb, uddyber biskoppen. Aktiviteterne bruges til at formidle bibelske fortællinger, kristendom, historie og etik på måder, der rækker ud over den traditionelle klasseundervisning. 

"Og det foregår på folkeskolens betingelser. Det er ikke forkyndende undervisning. Vi kommer med et fagligt kendskab fra øverste hylde i forhold til religiøse tekster og praksis, og der bliver også arbejdet med andre religioners tekster. 

Hvordan tager I hensyn til skoler med mange muslimske elever? 

"Det er først og fremmest skolens håndtering. Men pointen er, at der er en enorm respekt for, at der er tale om en undervisningssituation og ikke en forkyndelsessituation." 

"Jeg oplever, at også familier med en anden religiøs baggrund er fuldstændig åbne for samarbejdet, fordi det også er en indføring i dansk kultur. Generelt oplever vi stor forståelse." 

Folkekirken har en opgave i at vise, at der ikke er nogen modsætning mellem religiøsitet, politisk engagement og understøttelse af demokratiet, mener Esben Thusgård. 

"Jeg ser også folkekirken som en brobygger mellem forskellige verdener."