Fortsæt til hovedindholdet
24. august 2026

Særlig sagkyndig til vurdering af tjenesteboliger i Aarhus Stift

Aarhus Stift søger en særlig sagkyndig til vurdering af lejeniveauet for præsters og provsters tjenesteboliger

Den særlige sagkyndige udpeges af stiftamtmanden for Aarhus Stift og udnævnelsen er gældende for en 4-årig periode.

Om hvervet

Boligbidraget for en tjenestebolig fastsættes på baggrund af en vurdering af boligens lejeværdi. Vurderingen foretages efter reglerne i kapitel 5 i cirkulære nr. 55 af 26. juni 2012 om tjenestebolig for folkekirkens præster.

 

Ved vurderingen deltager tre vurderingspersoner:

 

  • en repræsentant for By-, Land- og Kirkeministeriet
  • en repræsentant for vedkommende centralorganisation (Den Danske Præsteforening)
  • den særlige sagkyndige.

 

Ved vurderingen skal der navnlig tages hensyn til lejeniveauet for tilsvarende boliger på det private boligmarked i det område, hvor tjenesteboligen er beliggende.

Vi søger

Vi søger en person, der har et indgående og aktuelt kendskab til lejeniveauet på det private boligmarked og kan bidrage til fagligt velfunderede og uvildige vurderinger af boligers lejeværdi.

Relevant faglig baggrund kan f.eks. være ejendomsmægler, valuar eller anden relevant beskæftigelse, der har givet et solidt og aktuelt kendskab til bolig- og lejemarkedet.

Da tjenesteboligerne er beliggende i hele Aarhus Stift, vil kendskab til boligmarkedet i stiftets geografiske område være en fordel.

Vi lægger desuden vægt på, at du arbejder struktureret og selvstændigt og kan indgå konstruktivt i samarbejdet med de øvrige vurderingspersoner, stiftsadministrationen, præster/provster og menighedsråd.

Opgaverne

Som særlig sagkyndig deltager du i besigtigelse og vurdering af tjenesteboliger

primært for By-, Land- og Kirkeministeriet, men også være til rådighed for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Naturstyrelsens afdelinger i stiftet, Frie Skolers Lærerforeningen samt Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

I Aarhus Stift får du desuden en koordinerende funktion i forbindelse med vurderingerne.

Det indebærer blandt andet, at du i samarbejde med stiftsadministrationen:

  • indkalder de øvrige vurderingspersoner
  • aftaler tidspunkt for besigtigelse med boligens beboer eller hvis stillingen er vakant med menighedsrådet, og
  • efter vurderingen udarbejder en redegørelse for vurderingen med en begrundet indstilling om boligens lejeværdi til Aarhus Stift.

Aarhus Stift varetager herefter den videre procedure i forbindelse med fastsættelsen af boligbidraget.

Omfang og honorering

Der er tale om bibeskæftigelse, og arbejdets omfang afhænger af antallet af tjenesteboliger, der skal vurderes.

Der planlægges aktuelt én vurderingsdag om måneden, normalt den første tirsdag i måneden, dog ikke i juli. På en vurderingsdag vurderes typisk mellem 1 og 7 tjenesteboliger. I Aarhus Stift er der pt. ca. 200 tjenesteboliger.

Hvervet honoreres efter de til enhver tid gældende satser fastsat af By-, Land- og Kirkeministeriet. Der ydes godtgørelse for transport efter gældende regler.

Udpegning

Stiftsadministrationen gennemfører udvælgelsesprocessen og afholder samtaler med relevante kandidater.

På baggrund af en samlet vurdering indstiller Aarhus Stift så vidt muligt to kvalificerede kandidater til stiftamtmanden. Stiftamtmanden træffer herefter den endelige beslutning om, hvem der udpeges som særlig sagkyndig.

Ansøgning

Sendes til kmaar@km.dk.

Ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget senest den 14. september 2026 kl. 12.00.

Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 23. september 2026.

Se mere om Aarhus Stift på vores hjemmeside Aarhus Stift | Aarhus Stift herunder Folkekirkens Grønne Omstilling Grøn Kirkelig Organisation | Aarhus Stift.

Har du spørgsmål til hvervet, er du velkommen til at kontakte souschef Lene Lange på 8734 5103 eller sekretær Jane Frederiksen 8734 5110.