Lovgrundlag
Samarbejdet etableres på grundlag af § 42a. i Lov om menighedsråd, og finansieres på grundlag af §1, stk. 2 i Lov om folkekirkens økonomi.
§ 1 Deltagerkreds
De tilsluttede menighedsråd i samarbejdet er:
Skejby-Lisbjerg Menighedsråd, Elev Menighedsråd, Todbjerg-Mejlby Menighedsråd, Ølsted Menighedsråd i Aarhus Nordre Provsti.
§ 2 Formål
Samarbejdet har til formål:
- At sikre menighedsrådene en kvalificeret ledelse af medarbejderne ved kirkegårdene.
- At ansætte og administrere kvalificerede medarbejdere.
- At fremme fordelene ved samdrift såvel økonomisk som kvalitetsmæssigt.
- At skabe tydelig og klar ledelse for medarbejderne.
§ 3 Hjemsted
Det fælles kontor har hjemsted på Trille Nielsens Gade 125, 8200 Aarhus N
§ 4 Ydelser
Ledelse og bemanding af kirkegårdene.
Fælles indkøb af materialer og maskiner.
Fælles vinterservice.
§ 5 Organisation
Samarbejdet ledes af en bestyrelse bestående af ét medlem fra de deltagende menighedsråd.
Bestyrelsen handler på menighedsrådenes vegne.
Bestyrelsen er beslutningsdygtige ved flertal blandt de fremmødte.
Kirkegårdslederen deltager i bestyrelsens møder med taleret.
Kirkegårdsmedarbejderne kan vælge én repræsentant til deltagelse i bestyrelsens møder. Medarbejderrepræsentanten deltager på samme vilkår som gælder for medarbejder-repræsentanter i folkekirken.
Stk. 2
Valgbare til bestyrelsen er menighedsrådsmedlemmer og præster fra de deltagende menighedsråd.
Valgperioden er 4 år og følger valgperioden for valg til menighedsråd.
Hvert af de deltagende menighedsråd vælger ét bestyrelsesmedlem og én suppleant på det konstituerende møde efter et menighedsrådsvalg.
Første gang løber valgperioden frem til udgangen af nuværende valgperiode.
Stk. 3
Bestyrelsen konstituerer sig én gang årligt efter samme retningslinjer som for menighedsråd med en formand, som også er personaleansvarlig og en kasserer.
Stk. 4
Udtræder et medlem af bestyrelsen i løbet af valgperioden indtræder suppleanten.
Suppleanten indtræder i det udtrådte medlems plads og hverv.
Hvis der ikke er en suppleant, indtræder en suppleant fra et af de andre deltagende menighedsråd i det udtrådte medlems plads og hverv.
§ 6 Bestyrelsesmøder
De i Lov om menighedsråd § 24 stk. 1-5, § 25, § 26 og § 28 nævnte regler om beslutningsdygtighed, afstemninger, førelse af beslutningsprotokol, særstandpunkter og inhabilitet finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2
Der afvikles mindst 4 møder årligt.
§ 7 Ansvar
Bestyrelsen har i samarbejde med medarbejdere ansvar for at opfylde samarbejdets formål.
Stk. 2
Bestyrelsen er ansvarlig som arbejdsgiver på vegne af de deltagende menighedsråd.
Medarbejderne refererer til en kirkegårdsleder, der i det daglige varetager arbejdsgiverfunktionen.
Kirkegårdslederens beføjelser er beskrevet i en jobbeskrivelse.
§ 8 Økonomi og finansiering
Provstiudvalget tildeler ligning til samarbejdets drift efter samme retningslinjer som til menighedsråd i overensstemmelse med Lov om Folkekirkens økonomi §1, stk. 2.
Regnskabsåret for samarbejdet er kalenderåret.
Stk. 2
Driftsudgifterne afholdes af de samarbejdende menighedsråd, men reguleres over ligningsmidlerne.
Stk. 3
Bestyrelsen har på de deltagende menighedsråds vegne det overordnede ansvar for samarbejdets økonomi, der omfatter drifts- og lønudgifter.
Budget og regnskab indsendes til provstiudvalgets godkendelse i henhold til provstiet øvrige budgetprocedure.
Stk. 4
De deltagende menighedsråd orienteres én gang årligt på et rådsmøde om driften af kirkegårdssamarbejdet herunder om budget og regnskab.
§ 9 Tilsyn
Tilsyn med den økonomiske forvaltning i det fælles kontor varetages af Aarhus Nordre Provstiudvalg.
De tilsluttede menighedsråd fører tilsyn med dette samarbejde og at vilkårene i denne vedtægt overholdes.
Stk. 2
Aarhus Nordre Provstiudvalg træffer afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning.
§ 10 Vedtægtsændringer
De tilsluttede menighedsråd og bestyrelsen kan komme med forslag til ændringer i vedtægten.
Stk. 2
Forslag til vedtægtsændringer fremsendes til bestyrelsens formand.
Stk. 3
En første behandling finder sted på et bestyrelsesmøde, hvorefter forslaget vedlagt bestyrelsens bemærkninger fremsendes til de deltagende menighedsråd til behandling på et rådsmøde.
Stk. 4
For ændring af vedtægterne kræves et simpelt flertal af de tilsluttede menighedsråd, som skriftligt tilkendegiver at være for ændringen. Undtaget herfor er vedtægternes § 1, som kan reguleres administrativt når råd indtræder/udtræder af samarbejdet.
Stk. 5
Vedtægterne kan ikke ændres i strid med gældende love og bekendtgørelser mv.
§ 11 Indtræden og udtræden
Samarbejdet er åbent for alle menighedsråd i Aarhus Nordre Provsti. Menighedsråd kan tilslutte sig samarbejdet med 1 måneds varsel. Bestyrelsen kan vælge at nedsætte varslet.
Stk. 2
Et menighedsråd kan beslutte at udtræde af samarbejdet. Udtræden kan ske med mindst 7 måneders varsel til udgangen af et regnskabsår, så alle aktiver forbliver i det tilbageværende samarbejde.
§ 12 Opløsning af samarbejdet
Menighedsrådene kan med 2/3 flertal på et fællesrådsmøde, beslutte at opløse samarbejdet med mindst 7 måneders varsel inden udgangen af et regnskabsår.
Stk.2
I tilfælde af opløsning af samarbejdet tilfalder aktiverne provstiudvalgskassen i Aarhus Nordre Provsti.
§ 13 Ikrafttræden
Vedtægten træder i kraft pr. 1. oktober 2024.
§ 14 Offentliggørelse
Vedtægten for samarbejdet offentliggøres på Aarhus Stifts hjemmeside og kan rekvireres ved henvendelse til de tilsluttede menighedsråd.