Fortsæt til hovedindholdet

Embedsbeskrivelse af kbf. stilling ved Mariager Kirke

Efter 14 år har vores kbf. præst fået job som provst, og vi søger ny præst til Mariager Kirke - fællesskabets kirke, hvor nøgleordene er forkyndelse, næstekærlighed og eftertanke.

Vi er en rummelig kirke med plads til alle. Vi er åbne for fornyelse, men også glade for traditioner. Vi er en kirke, der hele tiden er i udvikling.

Du lander i en kirke, der møder det enkelte menneske med omsorg og respekt. Vi er nærværende dér, hvor mennesket er i tilværelsen – i glæder og sorger - i gudstjenesten, i kirkelige handlinger, på kirkegården, og hvor vi ellers færdes.

Medarbejdergruppen består af 2 præster, hvor en er ansat i en 0,73 stilling. Desuden er der 1organist, 1 kordegn (8 timer), 2 kirketjenere (én stilling). På kirkegården er der 3 medarbejdere. Desuden er der knyttet mange frivillige til kirken. Arbejdsmiljøet er velfungerende, man hjælper hinanden og løfter i flok.

Med kun én kirke fordeler præsterne gudstjenester og de kirkelige handlinger mellem sig. Desuden deles præsterne om konfirmandforberedelse og de kirkelige aktiviteter, samt den månedlige gudstjeneste og det ugentlige samvær på det lokale ældrecenter.

Menighedsrådet har 7 folkevalgte, engagerede medlemmer.

Vores kirke er en stor, smuk klosterkirke, som er velholdt. Kirken er bygget af Birgittinerordenen. Kirken har en stor kulturarv, som alle medarbejdere er med til at formidle. Der er 20 meter til loftet, og den kan rumme 450 kirkegængere. Orglet har 3000 piber, bygget af en fransk orgelbygger i år 2010. Kirken har et sprudlende musikliv med mange koncerter af høj kvalitet. Musikken og orgelet tiltrækker mange både i og uden for sognet.
Kirken er velbesøgt af både menighed og turister. 

Ved siden af kirken ligger klosteret, som er vores sognegård med præstekontorer og kirkekontor, lokaler til konfirmandundervisning, møder, højskoleforedrag m.m.

I klosterhaven er der rum for friluftsgudstjeneste og udendørsaktivitet for børn og unge. I klosterhaven ligger også vores pilgrimshus, Birgittahuset, hvor vi samarbejder med Birgittaforingen fx om morgen- og aftensang.

I kirkelivet har vi bl.a. fokus på et samarbejde med kirker/menigheder ude i verden bl.a. England, Estland og Hong Kong. Vi deler julehjælp ud i samarbejde med nabosogne og frikirken. Hvert år har vi et ’fasteprojekt’, hvor vi samler penge sammen til godtgørende formål.

 

Bolig og placering

Præsteboligen, Skovvej 1, 9550 Mariager, ligger med udsigt til kirkegården ca. 5 min. gang til kirke og kloster. Boligen er centralt beliggende midt i Mariagers idyl tæt på centrum, skole (0 – 9. kl.), indkøb og fritidsaktiviteter. Huset ligger tæt på en bøgeskov med søer og vandløb og med max 10 min. gang til lystbådehavn og café. Mariager fjord, der er kåret som Danmarks smukkeste fjord.
Let adgang til motorvej, mindre end en times kørsel til Aarhus og Aalborg.

Boligen er en smuk hvidpudset villa med rødt tegltag. Den er både stilfuld og charmerende. Den er desuden funktionel og energieffektiv.

  • Villaen er opført 1926, total renoveret 2017, opdateret og ombygget 2025.
  • Boligareal 242 m2, anneks 49 m2, grundareal 862 m2.
  • Stueplan: Et højloftet køkken-alrum og stue i ét med udgang til stor terrasse, samt et gæstetoilet.
  • Første sal: 3 store værelser og et flot, stort badeværelse.
  • Kælderen: Et dejligt badeværelse, 2 værelser, bryggers med vaskemaskine mm., samt et disponibelt rum.
  • Anneks: Præstekontor med toilet og lille tekøkken. Ved siden af en rummelig garage.
  • Haven er let at passe og med hyggelige terrasser.

Kan du se dig selv som præst i Mariager kirke, glæder vi os til at modtage din ansøgning.

Se i øvrigt kirkens hjemmeside og sognets sognerapport:

https://www.mariager-kirke.dk/ 

https://kirkestatistik.dk/Sognerapporter/Rapporter/Sognerapport-8199.pdf

Kontaktperson: Menighedsrådsformand Eva Elmose, tlf.: 40409655, mail: evaelmose@gmail.com

Fakta

  • 2.635 folkekirkemedlemmer ud af 3.369 sognebørn (i sognet er der en stor frikirke)
  • Mellem 35 og 40 dåb årligt
  • Mellem 25 og 30 bryllupper årligt
  • Mellem 40 og 45 bisættelser/begravelser årligt
  • 2 konfirmandhold
  • 1 hold med minikonfirmander
  • 1 hold med juniorkonfirmander