Opslag - Aarhus Stiftsadministration søger administrativ medarbejder til en fuldtidsstilling
Bliver du motiveret af at arbejde med en bred vifte af opgaver? Trives du i et job, hvor struktur, selvstændighed, telefonisk rådgivning og imødekommenhed er vigtige nøgleord? Så er du måske netop den kollega, vi leder efter.
Stillingen er en fuldtidsstilling. Stillingen forventes besat pr. 1. november 2025 eller snarest derefter.
Stillingen
Du bliver en del af Aarhus Stift og GiasCentret, som administreres af Aarhus og Viborg stifter i fællesskab. Du vil i stillingen indgå i et tæt samarbejde med medarbejderne i stiftsadministrationen og i GiasCentret, hvor alle har egne opgaver og ansvarsområder, men hvor alle er hinandens forudsætning og hjælper hinanden med opgaverne.
I dagligdagen vil du have en stor kontakt med borgere, kirkegårdspersonale m.m., og du vil opleve at få et bredt netværk.
Dine opgaver
Jobbet er en kombination af sekretæropgaver, sagsbehandling, rådgivning, praktiske opgaver og alt det uventede, som får en hverdag på stiftet til at fungere. Jobbet rummer desuden gode muligheder for indflydelse på og ansvar for eget arbejde og mulighed for faglige og personlige udfordringer.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:
- Sekretær- og administrative opgaver i stiftsadministrationen.
- Telefonbetjening af blandt andet kirkegårdspersonale og borgere i forhold til aftaler om flerårigt vedligehold af gravsteder på kirkegårdene.
- Journaliseringsopgaver i samarbejde med stiftets journalfører.
- Sagsbehandling i forhold til aftaler om flerårigt vedligehold på kirkegårdene i systemet GIAS (Gravsteds Indbetalings- og Administrations-System).
- Kursusvirksomhed i GiasCentret, herunder planlægning, undervisning m.m.
Dine kvalifikationer
- Du har en relevant sekretæruddannelse inden for administration og bred erfaring med sekretæropgaver, selvstændig sagsbehandling og rådgivning.
- Du er omhyggelig, struktureret, nysgerrig og har en systematisk tilgang til dine opgaver.
- Du er serviceminded, har et godt humør – også i en travl og ofte uforudsigelig hverdag, og du er ikke bleg for at tage fat, der hvor behovet er.
- Du har gode samarbejdsevner, er fleksibel og udadvendt, arbejder med stor ansvarsfølelse og tager aktivt del i arbejdsopgaverne.
- Du har erfaring med IT på brugerniveau, gerne med kendskab til F2 - men ikke noget krav, og du skal have mod på at sætte dig ind i nye systemer.
Vi tilbyder
- Spændende, alsidige og udfordrende arbejdsopgaver.
- Et udadvendt arbejde med en stor kontaktflade til borgere, personale på kirkegårdene m.m.
- Gode og dygtige kollegaer i et stærkt fagligt og engageret arbejdsmiljø, hvor videndeling, samarbejde og udvikling prioriteres højt, og hvor omgangstonen er uhøjtidelig - vi sørger for, at du bliver godt oplært, og kendskab til folkekirken er ikke en forudsætning.
- Gode, fleksible og familievenlige arbejdsvilkår, fx flekstidsordning, løbende kompetenceudvikling og frugt- og massageordning.
- Lyse, gode og flotte kontorer/faciliteter centralt i Aarhus med adgang til parkering.
Hvem er vi?
Aarhus Stift er en del af folkekirken. Et stift er en geografisk enhed og samtidig en forvaltningsmæssig institution under By-, Land- og Kirkeministeriet. Vi varetager myndigheds- og rådgivningsopgaver overfor biskoppen, stiftsøvrigheden, provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd indenfor eksempelvis forvaltningsret, ansættelsesret, kirkegårdssager og selvfølgelig kirkeret.
Vi er i alt 18 fagligt stærke kollegaer med forskellige administrative og akademiske baggrunde. Vi har alle egne opgaver og ansvarsområder, men alle er hinandens forudsætning, og vi hjælper hinanden efter behov.
GiasCentret er betalingscenter for alle flerårige aftaler om vedligeholdelse af gravsteder, der bliver oprettet af folkekirkens kirkegårde. GiasCentret administreres af Aarhus Stift og Viborg Stift i fællesskab.
Du kan læse mere om Aarhus Stift her og om GiasCentret her.
Vi arbejder i øvrigt tæt sammen med de andre 9 stifter i Danmark og med By-, Land- og Kirkeministeriet.
Løn og ansættelsesvilkår
Aflønning og ansættelse sker i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten samt organisationsaftalen HK/STAT. Ansættelsesområdet er Aarhus Stift.
Din ansøgning
Din ansøgning vedlagt cv, eksamenspapirer og eventuelle andre relevante bilag skal sendes til Aarhus Stift på adressen kmaar@km.dk og skal være os i hænde senest den 16. september 2025, kl. 12.00.
Der bliver afholdt to ansættelsessamtaler. Den første forventes afholdt den 19. og den 22. september 2025 og den anden den 26. september 2025. Begge samtaler afholdes på Aarhus Stift, Dalgas Avenue 46, 8000 Aarhus C.
Vil du vide mere?
Du kan kontakte stiftskontorchef Jette Madsen på 8734 5102 eller specialkonsulent Trine Hansen på 8734 5104 med spørgsmål til stillingen. Se yderligere på vores hjemmeside Aarhus Stift | Aarhus Stift.